Hvornår ville et militært fremstød finde sted?

Hvis den russiske krigsmaskine rent hypotetisk set skulle foretage en drastisk ændring i sine operationer, vende sig væk fra kampene i Ukraine og derefter bevæge sig nordpå med henblik på at angribe Danmark, ville det danske forsvar have vanskeligt ved at stå imod.

»Vi ville befinde os i en situation, der minder om den 9. april,« udtrykker militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen, idet han refererer til den problemfri tyske invasion af Danmark den 9. april 1940.

Jens Wenzel Kristoffersen, som forsker i Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, er ophavsmanden til en nylig undersøgelse af Danmarks militære og forsvarsmæssige udfordringer efter Ruslands invasion af Ukraine.

Resultaterne fra den danske militærforskers analyse fremstår som en temmelig nedslående læsning:

Overordnet set finder »forsvaret under de nuværende omstændigheder det ekstremt udfordrende at leve op til forsvarsloven, ikke kun med hensyn til det nationale forsvar, men også i forhold til at kunne deltage tilfredsstillende i NATO's kollektive sikkerhedsarrangementer,« konstateres det.

»Det indebærer, at vi ikke er i stand til at forsvare Danmark, såfremt et angreb mod landet skulle finde sted,« lyder det direkte budskab fra Jens Wenzel Kristoffersen, som tidligere har tjent som søofficer i Forsvaret.

»Der har hersket en bevidsthed i Danmark om, at alt ville gå godt, når det kom til stykket. Men når man undersøger, om vi ville kunne opfylde vores egne og NATO's forsvarsmæssige forpligtelser, er svaret utvivlsomt nej,« tilføjer militærforskeren.

Denne analyse er præsenteret som et kapitel i Center for Militære Studiers publikation ‘Efter freden - Ukrainekrigens betydning for dansk og europæisk sikkerhed'. Den blev udsendt i slutningen af juni måned.

Betydelige svagheder i det danske forsvar

Mere specifikt kan Danmark ikke stille med den 4.000 mand store brigade, hvilket er NATO's styrkemål for Danmark.

»Vi har ikke kapacitet til at opretholde et sådant beredskab. De er ikke tilstrækkeligt uddannet, de er ikke klar, og det forventes ikke at blive ændret foreløbigt,« udtaler Jens Wenzel Kristoffersen.

Således er vi ikke i stand til at efterleve vores militære forpligtelser inden for forsvarsalliancen - dette faktum har været kendt og beskrevet i adskillige år nu.

Det er dog ikke kun vores NATO-forpligtelser, vi ikke ville kunne overholde; det gælder også vores egne.

Såfremt der skulle opstå en krig i Østersøen, ville Danmark ikke kunne forvente, at NATO ville mobilisere alle sine ressourcer for at assistere os. Derfor er det betænkeligt, at vi på nuværende tidspunkt ikke selv ville kunne imødegå et angreb, mener Jens Wenzel Kristoffersen:

»Ved brug af flådens fregatter kunne vi muligvis etablere et begrænset luftforsvar - for eksempel over København, en anden større dansk by eller en militær installation som en af vores flådebaser. Og dette ville være tidsmæssigt og kapacitetsmæssigt begrænset. Men mere end dette er ikke muligt for os.«

»Hvis der ankommer bølger af fly og missiler, vil det kun være et spørgsmål om timer og dage, før vi må overgive os. Og hvis vi var udsat for en lignende intensitet, som Ukraine oplevede, ville situationen have været yderst kritisk i Danmark,« lyder hans bedømmelse, hvorefter han opremser en række mangler:

• Danmark råder over 5 fregatter i flåden, men vi har kun mandskab til 3.
• Danmark mangler missiler, der kan beskytte os mod missiler, som flyver med hypersoniske hastigheder. Dette ville kræve, at vi for eksempel anskaffer de amerikanske SM6-missiler til flådens fregatter og samtidig udstyrer skibene med nye radarer.
• Danmark besidder ingen ubåde, hvilket efterlader os 'søblinde' under havoverfladen og ude af stand til at forsvare os mod andre ubåde på samme måde, som for eksempel svenskerne, tyskerne og nordmændene kan.
• Danmarks civile beredskab er ligeledes ikke tilrettelagt for et angreb - de færreste danskere ved for eksempel, hvor det nærmeste beskyttelsesrum befinder sig.
• Og det mest alvorlige problem overhovedet: Danmark kæmper med at tiltrække og fastholde personale i Forsvaret.

Jens Wenzel Kristoffersens analyse fokuserer udelukkende på militære konflikter - og altså ikke på angreb i cyberspace, mod dansk infrastruktur eller lignende mål. Men situationen ser heller ikke lovende ud på disse områder, hævder den tidligere søofficer.

Situationen i Baltikum er mere anspændt end nogensinde før.

Militæranalytiker fra Forsvarsakademiet Esben Salling Larsen er i det store hele enig i analysen:

»For mig er det ingen nyhed at læse analysen,« siger Esben Salling Larsen, som er major og underviser ved Center for Værnsfælles Operationer ved Forsvarsakademiet.

»Vi er enormt heldige, at vi har eksempelvis Polen, der geografisk beskytter os mod Rusland. For vi er ikke tilstrækkeligt forberedte, hvis en konflikt skulle opstå i Østersøen. Lige nu nyder vi godt af en heldig placering. Men jeg mener bestemt, at vi burde gøre mere for at undersøge, hvordan vi kan bidrage yderligere til opfyldelsen af vores NATO-forpligtelser,« lyder vurderingen.

Er krig i Danmark en realistisk mulighed?

Vores egen mangel på forsvarskapacitet lyder nok skræmmende. Men hvor stor er risikoen egentlig for, at Rusland ville angribe Danmark direkte?

Dette spørgsmål adresserer Jens Wenzel Kristoffersen også i sin analyse:

»Er der en trussel mod Østersøen og Danmark specifikt? Jeg anser sandsynligheden for at være yderst lille i øjeblikket,« lyder den mere opmuntrende del af søofficerens analyse.

»Men det betyder ikke, at denne situation ikke kan ændre sig inden for nogle år,« tilføjer han.

Men hvis det ikke er realistisk, hvad er så formålet med den analyse, du har udført?

»Man er nødt til at anskue situationen fra to perspektiver. Ét er spørgsmålet om militære kapaciteter, og et andet er spørgsmålet om beredvillighed til krig.«

»Når det kommer til kapaciteter, handler det om at vurdere, hvor stor militær styrke Rusland har opbygget over for Vesten og Danmark: Hvilken formåen har Rusland til at føre krig. Det er essentielt at tage alvorligt. Min konklusion er, at Rusland besidder den fornødne kapacitet og evne til at gå i krig, hvis Putin ønskede det.«

»Beredvilligheden til krig i Østersøen er der måske ikke fra russisk side i øjeblikket. Men beredvillighed er vanskelig at forudsige og kan ændre sig hurtigt. Vi befinder os i en ustabil periode, og vi har endnu ikke set effekten af den samlede europæiske sanktionspakke, herunder lukningen af al russisk gas.«

»Efter invasionen af Ukraine har der været bekymring for, om krigen kunne sprede sig til vores umiddelbare nærområde i Østersøen. Så den praktiske nytte ligger i at skabe et overblik over, hvad vi aktuelt står overfor, såfremt dette skulle ske.«

I militærstrategisk terminologi kan man sige, at Danmark er gået fra at være en frontlinjestat med visse forpligtelser til at opretholde sikkerheden i sit område og imod en fjende, til at blive et opmarch-område, hvor vestlige styrker vil samles i tilfælde af en konflikt, forklarer Jens Wenzel Kristoffersen.

»Vi er blevet en smule klogere efter Ukraine-krigen. Vi har erkendt, at Ruslands vilje til at gå i krig er større, end vi oprindeligt antog,« supplerer Esben Salling Larsen, der dog vurderer, at »risikoen for en direkte invasion af Danmark er begrænset«:

»Risikoen for hybrid-angreb er derimod større. Tilsvarende er risikoen for missilangreb og elektronisk krigsførelse mod dansk territorium også øget, hvis NATO og Rusland skulle komme i en konflikt i Baltikum og Polen.«

Ruslands massive reserver

I sin analyse har Jens Wenzel Kristoffersen ligeledes foretaget en simpel optælling af styrkeforholdet mellem Ruslands og de vestlige landes militære kapaciteter i Østersøområdet:

Jens Wenzel Kristoffersen fremhæver, at en af Ruslands betydelige styrker ligger i deres næsten uendelige reservoir af reservesoldater, i tilfælde af at Putin skulle vælge at mobilisere til krig:

»Ingen kan med sikkerhed fastslå, hvad Rusland er i stand til at mobilisere, hvis det skulle ende med en fuld mobilisering i Østersøen. Men de har 2 millioner mand i reserve. Om de er trænede og har evnen til at føre krig, er en anden sag,« påpeger militæranalytikeren.

Den formidable russiske krigsmaskine har ligeledes demonstreret sine evner under de op til 200.000 mand store russiske militærøvelser, kendt som Zapad-øvelserne, hvoraf den seneste blev afholdt i 2021. Under Zapad-øvelserne simulerer russerne specifikke scenarier, hvor Vesten og NATO udgør fjenden.

Jens Wenzel Kristoffersen har i forbindelse hermed observeret, at den russiske hær er »relativt dygtig til at udføre landsætningsoperationer, koordineret med fly, helikoptere og amfibiske (anvendelse af krigsskibe til at påvirke landområder, red.) styrker.«

»Men i den virkelige verden, hvor de rent faktisk møder modstand og får neutraliseret kampvogne og infanteri (fodfolk, red.), der fungerer det måske ikke helt så problemfrit,« siger han.

Invasionen af Ukraine har eksempelvis blotlagt adskillige væsentlige svagheder ved det russiske militær.

»Set fra et vestligt militærstrategisk synspunkt har den russiske operation i Ukraine indtil videre - især i krigens tidlige fase - budt på flere afgørende fejltrin,« skriver Jens Wenzel Kristoffersen i sin analyse.

Vi bør øge vores militære tilstedeværelse på Bornholm

I sin analyse nævner Jens Wenzel Kristoffersen ligeledes, at Rusland excellerer inden for såkaldte A2/AD-aktiviteter - en strategi, »der har til formål at forhindre fjenden i at trænge ind i og operere i et bestemt geografisk område.«

Og her følger en bemærkelsesværdig passus:

»Rusland vil med stor sandsynlighed kunne besætte mindre landområder, såsom de baltiske stater eller øer som Bornholm og Gotland, inden for kort tid og via sin A2/AD-kapacitet gøre det omkostningsfuldt og besværligt for NATO at reagere effektivt.«

Esben Salling Larsen fra Forsvarsakademiet er enig i, at Bornholm er et område, som vi bør give øget militær opmærksomhed i fremtiden.

Afstanden fra den russiske havneby Kaliningrad, der ligger klemt mellem Polen og Litauen, til Rønne er stort set den samme som fra Sevastopol på Krim-halvøen, hvor den russiske Sortehavsflåde har sit hovedkvarter, til Odessa i Ukraine.

Således ville Rusland uden problemer kunne nå Bornholm fra Kaliningrad.

»Jeg er enig i, at der eksisterer en trussel. Bornholm er hverken fuldstændig sikker eller umiddelbart truet, baseret på den nuværende situation,« siger Esben Salling Larsen, der dog maner til forsigtighed:

»Rusland har under krigen mod Ukraine demonstreret, at de ikke er i stand til at udføre landgangsoperationer mod stærkt forsvarede områder. Derfor er en egentlig invasion mindre sandsynlig, så længe vi har styrker til stede på Bornholm. Men Rusland kan anvende mange snedige metoder til at angribe. Det er sandsynligvis vigtigere, at vi for eksempel fokuserer på at forhindre Rusland i at udlægge søminer i Østersøen,« siger majoren.

Hæren har på Bornholm stationeret en såkaldt opklaringsbataljon, der med kort varsel kan indsættes overalt i verden. De er dermed designet til at forlade solskinsøen. Det kunne derfor være hensigtsmæssigt med en mere permanent tilstedeværelse på øen.

»Nu har placeringen af vores enheder i fredstid en væsentlig militærstrategisk betydning. Tidligere var det en lokalpolitisk kamp, hvor enheder skulle placeres i fredstid. Derfor ville det være yderst oplagt at anbringe vores enheder på Bornholm, frem for eksempelvis i Sønderjylland og Aalborg. Vi skal undgå, at Bornholm bliver et militært tomrum, der kan friste modstanderen til et angreb,« vurderer Esben Salling Larsen.

»Yderst vanskeligt« at rekruttere og fastholde soldater

Flytning af enheder fra Nord- og Sønderjylland til Bornholm er et konkret tiltag i den nye virkelighed, hvor Europa igen er præget af krig.

Men ændringerne i det danske forsvar for de kommende år er langt mere gennemgribende, påpeger Jens Wenzel Kristoffersen, der opfordrer til øjeblikkelig politisk handling på området.

»Politikerne bør nu sætte sig sammen og indlede en drøftelse om, hvad der kræves for at opfylde NATO's anmodninger, og hvordan Forsvaret kan agere effektivt i en ny æra med krig i Europa,« lyder budskabet fra Jens Wenzel Kristoffersen, der efterlyser et »serviceeftersyn« af Forsvaret og »et dansk forsvar i en version 2.0«.

Esben Salling Jensen deler fuldstændig dette synspunkt. Begge efterspørger de en løsning på de betydelige udfordringer med at rekruttere og fastholde mandskab i militæret.

»Vi står i en udfordrende situation med hensyn til fastholdelse og rekruttering. En officer koster en million kroner eller mere at uddanne, og hvis man mister 125 af dem årligt, har man et problem. Spørgsmålet er altså, hvordan vi kan gøre Forsvaret så attraktivt, at man vælger at indtræde og opnå den ønskede erfaring, men samtidig ønsker at fortsætte sin karriere der,« bemærker Jens Wenzel Kristoffersen.

Han foreslår konkret følgende tiltag:

• Forhøjelse af lønninger
• Bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv under ansættelse i Forsvaret
• Mere efteruddannelse, som også har civil relevans

Esben Salling Larsen foreslår, at man gentænker værnepligten, som den praktiseres i dag:

»Værnepligten varer typisk 4 måneder i øjeblikket, men man kunne for eksempel overveje en væsentligt forlænget værnepligtsperiode, og at værnepligtige får mulighed for at forlænge deres engagement i Forsvaret gennem korttidskontrakter. På den måde ville man kunne imødekomme NATO's krav,« udtaler han.

Den hidtidige nonchalance er ved at forsvinde

Én udfordring er manglen på personelle. En anden er manglen på materiel; våben, ammunition, missiler, ubåde og så videre.

»Vi mangler især materiel og ammunition,« siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Men dette problem kan afhjælpes gennem en mere effektiv planlægning af indkøb. På et højere politisk niveau mener han, at forsvarsplanlægningen skal gøres betydeligt mere fleksibel. Forsvarsforliget løber typisk over en periode på fem år.

Men Jens Wenzel Kristoffersen foreslår, at man for eksempel foretager et serviceeftersyn af forsvarsforliget hvert eller hvert andet år.

»Forsvaret skal kunne foretage en statusvurdering hvert eneste år. Derfor skal man årligt eller hvert andet år gennemgå situationen i forhold til sikkerhed, de opgaver vi står overfor, hvilke mangler vi har i forhold til personel og materiel, og hvordan den aftalte implementering af forliget skrider frem,« forklarer han og glæder sig over, at Forsvaret aktuelt er genstand for debat:

»Jeg har en klar fornemmelse af, at der er en spirende politisk erkendelse af Forsvarets betydning, og en bevidsthed om, at vi ikke er uovervindelige på denne jord.«

»Det virker, som om den hidtidige, afslappede holdning er ved at ændre sig,« afslutter han.