Hvad det koster at have hund om året
Blog
Anskaffelse
Prisen på anskaffelsen kan svinge meget. Dit valg af hund har stor betydning for prisen. Som regel vil en racehund med anerkendt stamtavle koste mere end en blandingshund. Priserne for en hund kan ligge et sted mellem 1.000 kr. og 10.000 kr. &8211; og naturligvis kan der forekomme eksempler, der både er dyrere og billigere. Husk, at anskaffelsen er en enkeltstående udgift. Vi estimerer den til 7.000 kr.
Dyrlæge
Hvis der er tale om en ny hundehvalp, der skal bydes velkommen i familien, skal den vaccineres inden for de første to år. Dette vil koste omkring 2.000 kr. I kan måske senere hen beslutte jer for at få den steriliseret eller kastreret. Herudover kommer de almindelige, mindre besøg hos dyrlægen; det kan eksempelvis være, hvis hunden har spist noget upassende i haven og efterfølgende får dårlig mave. Et besøg hos dyrlægen kan let løbe op i 1.000 kr. Med en ordentlig forsikring kan du ofte undgå store udgifter på f.eks. 15.000 kr., men det er en god idé at have en opsparing til dette formål.
Forsikring
Prisen på en hundeforsikring afhænger i høj grad af de dækninger, du vælger, og hvilken type hund du har. En hundeforsikring er lovpligtig, så den udgør en nødvendig post i budgettet. Som med andre typer forsikringer er det fordelagtigt at få flere tilbud. De fleste vil opleve en månedlig udgift på et beløb mellem 100 kr. og 200 kr.
Find tilbud på hundeforsikring her
Udstyr
Når man lige har anskaffet sig en hund, vil der være forskellige udgifter til udstyr. Vandskåle, hundehalsbånd, hundesnor, hundetegn, hundekurv og legetøj er en del af det basale udstyr, som I får brug for. Ligesom med alt andet kan dette udstyr købes i både billige og dyre versioner. Du bør også tænke over, om det er en hvalp, du anskaffer dig, som skal starte med en mindre kurv og senere have en større. Måske ved du allerede nu, at du vil udskifte udstyret løbende, mens andre foretrækker, at det kan holde det meste af hundens liv. Hvis man skal vurdere et gennemsnitligt beløb i budgettet, er 1.500 kr. som engangsbeløb et godt estimat. Der vil derudover være løbende udgifter til udstyr. Pludselig bliver det vinter, og du indser, at du mangler en lygte. Eller du opdager, at hunden har svært ved at klare varmen, og du er nødt til at købe en kølemåtte. Hvis du sætter 100 kr. af om måneden til udstyr, bør du være godt dækket.
Foder
Jo større en hund er, desto større er udgiften til foder. Hvis vi tager nogle af de mest kendte hunderacer &8211; labrador og golden retriever &8211; skal man forvente at bruge ca. 4.500 kr. om året på foder, hvilket svarer til 375 kr. om måneden. Husk at prisen på foder kan variere meget, og udgiften kan sagtens svinge mellem 300 kr. og 450 kr. om måneden for en hund af mellemstørrelse. En lille hund vil omvendt koste omkring 100 kr. om måneden.
Pleje
Uanset hunderace og størrelse slipper man ikke for pleje. Det gælder loppe- og flåtmidler, kosttilskud, shampoo og balsam, børster, sakse, potevoks og løbetidsbukser &8211; og meget mere. Visse racer, specielt dem der betegnes som allergivenlige, slipper heller ikke for at skulle have hjælp til pelspleje. En tur til en hundefrisør kan hurtigt koste 1.000 kr. Det er en udgift, du kan regne med at have 3-4 gange om året, medmindre du selv klipper hunden. I så fald kan en hundetrimmer koste alt mellem 350 kr. og 1.000 kr. om året. Da det er en post, der kan variere meget, kan du budgettere med 200 kr. om måneden til pleje.
Pasning
Hvis du ikke har familie eller venner, der kan tage sig af din firbenede ven, kan du forvente en pris på mellem 100 kr. og 200 kr. pr. dag for et hundehotel.
Træning
Man slipper ikke for træning. Det er dog forskelligt, hvor meget og hvor længe man ønsker at træne sin hund. Nogle stopper efter hvalpetræningen, mens andre træner gennem hele hundens levetid. Man køber normalt træningspakker med 6-10 træningssessioner. Du kan regne med en pris på 100-250 kr. pr. træningssession.
Månedlige udgifter
Foder 300 kr.Pleje 200 kr.Træning 300 kr.Udstyr 100Forsikring 150 kr.
Engangsudgift
Anskaffelse 7.000 kr.Dyrlæge 2.000Hvalpetræning 1.000 kr.Udstyr 1.500 kr.