Hvis nu jeg var en nøgen danser, hvad skulle mit kunstnernavn så være?

Indeni filmskaberen's lejlighed i Paris, på en enorm seng dækket med kaninpels, sidder der en lille og ejendommelig herre.

»Jeg ville elske at dykke ned i din navle med et tændt stearinlys og aldrig i livet komme op igen,« bekendtgør han til Dorte Bülow. Hun ryster let på skuldrene.

De konsumerer rigelige mængder drikkevarer og lytter til spansk musik fra en båndoptager, som hendes kusine har bragt med sig. Kusinen, der også er tilstede, går under navnet Anna Karina. Hun er udset til at blive en fremtrædende filmskuespillerinde og inspirationskilde for 60'ernes franske instruktør af den nye bølge, Jean-Luc Godard. Dog er hun uvidende om dette på nuværende tidspunkt.

På et givent tidspunkt spørger Anna Karina: »Hvad mon de tænker i Danmark, når de hører, at du har tilbragt tid sammen med selveste Marlon Brando?«

»Jeg blev momentant ædru. Herefter kunne jeg klart se og genkende hans stemme, og ja, det var ham,« erindrer Dorte Bülow.

Hvis livet var en lækker chokoladekage, havde Dorte Bülow slugt den i enorme, glubske bidder.

Fra hendes tid som stripper i London over et stormfuldt forhold til en vis Simon Spies til Frederiksbergrestauranten Sans Souci, hvor hun i 32 år herskede for »de velhavende, de berømte og alt, der kunne gå og stå«, har tilværelsen bestemt aldrig været ensformig.

I dag er Dorte Bülow 82 år, og hun har ingen planer om at sløve tempoet ned.

Det kunne vi andre sandelig drage inspiration af, vurderer hun.

Et barn, der ikke var planlagt

En diminutive, hvide sæbeengel er placeret på badeværelsesvasken. Ved siden af poserer en lyserød keramikfigur af en kvinde med imponerende bryster i et mini-badekar.

Ikke en eneste overflade i Dorte Bülows lejlighed på Frederiksberg er efterladt bar. Her har hun resideret i over 50 år, og her har hun til hensigt at blive boende.

»Jeg skal under ingen omstændigheder ende på et eller andet plejehjem,« fastslår hun.

Dorte Bülow var i virkeligheden et barn, der ikke var ønsket.

Hendes moder arbejdede på en fabrik og delte en lille toværelses bolig med sine forældre og to søskende, da hun blev gravid. Økonomien tillod ikke et barn, så barnet skulle adopteres væk.

»Da jeg så kom til verden, kunne min mor dog ikke give mig fra sig, så hun spurgte, om hun ikke kunne beholde mig. Og det fik hun så lov til.«

Hun ligner sin far til forveksling, en russisk musiker, der ændrede sit efternavn fra Aleksandrovsky til Brejning. Han ønskede intet at gøre med hende.

I hendes voksne tilværelse viste det sig imidlertid, at far og datter delte mange fælles bekendte. Og ved en enkelt lejlighed var hun tæt på at møde ham. Ved et rent held befandt hun sig på en café lige nedenunder hans lejlighed i spanske Marbella.

»Mit hjerte bankede løs. Jeg blev simpelthen så nervøs. Og så var han lige bortgået ved døden, 92 år gammel. Besynderligt, ikke sandt?«

Marlon Brando fik sig en lille én

Marlon Brando huskes bedst af Dorte Bülow for de grønne fløjlsbukser og mokkasinerne med kvaster på.

Som teenager besøgte hun den unge Anna Karina, som boede i en beskeden lejlighed i en sidegade til Champs-Élysées.

»Jeg havde været ude med min veninde en aften. Vi gad egentlig ikke at invitere Anna Karina med. Hun kunne til tider være ret irriterende, men hun fik alligevel lov til at støde til ved de sidste drinks.«

I etagen nedenunder boede en filminstruktør, som Anna Karina havde kastet sine øjne på. Den aften, Dorte Bülow stødte på Marlon Brando, havde de banket på filminstruktørens dør og var blevet budt indenfor. Veninden var så beruset, at hun måtte gå op for at sove.

»På et tidspunkt var jeg den eneste, der var tilbage. Og jeg var udmærket klar over, hvad Marlon Brando ville, men jeg var ikke interesseret. Så jeg sagde farvel og tak for i aften. Jeg tror ikke engang, jeg kyssede ham.«

Der blev altid spillet »Le Petit Prince« hos Anna Karina, da hun skulle træne sin franske udtale. Hun havde arvet et sæt lyserødt nattøj fra Brigitte Bardots bedstemor. Hver morgen iførte hun sig det og satte sit hår op med roser bag ørerne. Hun vaskede sig ikke, men lagde en tyk makeup. Herefter gik hun ud og købte grønne kartoffelkager, som de skulle indtage til morgenmad.

»Jeg sagde til min veninde, som var helt bleg i ansigtet, at det var synd, hun ikke var med. Marlon Brando havde været der. Det troede hun ikke på,« siger Dorte Bülow.

»Så ringede det på døren, og han stod derude. Jeg troede, hun skulle besvime.«

Dorte Bülow spiste middag med Marlon Brando. Og ligeledes om aftenen på Café de Flore, hvor han tilsyneladende fik »en lille trutter«.

»Han foreslog, at jeg skulle tage med ham til New York, hvor han skulle optræde i en film. Jeg afslog, da jeg havde det fantastisk i Paris. Så jeg så ham ikke igen.«

Strippede iført bananskørt

Dorte Bülow har en blå plasticmappe liggende på sofabordet. Den kæmper en brav kamp for at holde sammen på de mange gulnede avisudklip og sort/hvide fotografier. En mørkhåret kvinde i forskellige aldre smiler bredt på mange af dem.

»Her sidder jeg til bords med Mogens Glistrup. Og her er jeg kærester med Rikki Septimus, der spillede hovedrollen i »West Side Story«,« mumler hun, mens hun tager et stykke hvidt papir frem.

Det er en ansættelseskontrakt fra en stripklub i London. Dorte skal modtage ti pund om måneden, står der skrevet med en kuglepen.

Hun startede egentlig som nøgenmodel for den engelske fotograf Harrison Marks, som hun også dannede par med i en periode.

»Men han mente ikke, at min veninde og jeg kunne tjene tilstrækkeligt med penge hos ham. Så han sørgede for, at vi skulle danse på det nystartede Casino de Paris i Soho. Ingen af os havde erfaring med at danse, men det lærte vi.«

Dorte Bülow havde et nummer, hvor hun langsomt skulle tage en blå frakke af og en lang, transparent kjole prydet med tusindvis af rhinsten.

Og et andet, hvor hun i bedste Josephine Baker-stil iklædte sig et strutskørt af selvlysende bananer og en stor sombrero. Midt under en optræden sprang bananerne. Hun var totalt nøgen og skjulte sit ansigt med sombreroen. Det fik publikum til at give stående ovationer.

»Der kom rigtig mange mænd, da de aldrig havde set noget lignende før. Der var en bestemt mand, som vi omtalte som Lord Swimmingpool,« mindes Dorte Bülow.

»Jeg er usikker på hvorfor. Muligvis fordi han var så velhavende. Han lignede en person på 80 år, men var i realiteten tættere på «

»Vi boede i en kælderlejlighed i Kensington. Det var han slet ikke tilfreds med, så han lejede en lejlighed i Londons mest fashionable område. Vi havde intet med ham at gøre, men han plejede at invitere sine venner med hjem til os, så de kunne se os. Han var meget stolt.«

En dag kunne hun ikke klare det længere. Så rejste hun tilbage til Danmark og fik et job i Københavns Lufthavn. Det var her, hun mødte Simon Spies.

Ikke en tilfældig sengepartner

En lille, ivrig mops ved navn Mumle hopper op i sofaen og læner sig op ad en pude, hvis motiv viser den rynkede og kortsnudede hund.

Mumle mindede om Gollum fra »Ringenes herre«, da Dorte Bülow hentede hende på internatet. Nu putter hun sig kærligt i journalistens skød.

»Her er et fotografi af Simon og mig,« siger Dorte Bülow og peger.

»Det er sådan, jeg husker ham. Beruset og dum at høre på.«

Da Simon Spies så Dorte Bülow, som tog imod hans fly i lufthavnen, blev han straks interesseret.

»Han tilbød mig et job. Jeg skulle eskortere folk ned til hans sprogskole i Paris med tog,« forklarer hun.

»Jeg fortalte ham, at jeg ikke talte fransk. Det betød intet. Herregud, han var helt oppe at køre.«

En dag mente Simon Spies, at hun havde festet tilstrækkeligt i den franske hovedstad. Nu skulle de ud at rejse og være kærester på alvor.

»Jeg var ikke en af hans tilfældige sengepartnere. Dem var der slet ikke noget af på det tidspunkt. Jeg var hans veninde, og jeg brød mig om ham i starten. Han var både flot og ikke så gal, som han senere hen blev.«

Mistede begejstringen

Parret tog til Mallorca og tjekkede ind på det luksuriøse Hotel Bahia Palace. Dorte Bülow lå ved swimmingpoolen og nød livet. Simon Spies var ude hver eneste dag, og når han vendte beruset hjem, havde han uden tvivl drukket adskillige white ladies.

Senere rejste de til Neumünster i Tyskland. Simon Spies havde aflagt det nytårsløfte, at han skulle lære at bremse med venstre fod. Der var ingen sikkerhedssele, så hun fløj rundt i bilen og fik blå mærker. Det bekymrede han sig ikke om.

På eksklusive restauranter sad Simon Spies og rappede, pruttede og rev sider ud af bøger. Når Dorte Bülow blev pinligt berørt, opfordrede han hende til at gøre det samme.

Det blev mere og mere udfordrende at tolerere ham, og lysten til at dyrke sex med ham var for længst forduftet.

»Så sagde han til mig, at hvis jeg ikke havde samleje med ham inden en bestemt dato, så skulle jeg tilbage til min mor. Det skulle han ikke bestemme, så det nægtede jeg.«

Dorte Bülow glemte alt om episoden. Indtil hun vågnede på selve dagen, hvor han havde taget hendes tøj og kufferter og kastet det hele på gulvet.

Hun troede, det var den sidste kontakt, hun ville have med rejsearrangøren. Men det var ikke tilfældet.

»Jeg har været en værre én«

Der er ikke meget, Dorte Bülow ville have ændret, hvis hun havde muligheden. Men måske havde hun valgt en anden mand.

»Min mand var meget, meget attraktiv og meget, meget ustyrlig,« betror hun.

Dorte og Preben Bülow var sammen i 32 år.

»Men vi blev separeret efter de første 14, da han konstant var mig utro. Vi flyttede fra hinanden, og jeg fik denne lejlighed. Det kunne han slet ikke acceptere, for han elskede mig mere end alt andet.«

De flyttede sammen igen. Han friede til hende dagligt, men de blev aldrig gift igen. Og Preben Bülow var langt fra den eneste, der var utro.

»Jeg har været en værre én. Men jeg har moret mig. Det er også det vigtigste.«

Dorte Bülow endte med at bruge 14 år som sælger for Spies Rejser. Ved den årlige fest elskede Simon Spies at underholde gæsterne med historien om de to.

»I kan tro, hun var smuk, da hun var ung. Jamen, Dorte, fortryder du ikke, at du blev smidt af i Neumünster?« spurgte han altid. Det gjorde hun bestemt ikke.

Alt, hvad der kunne kravle og gå

Efterfølgende begyndte ægteparret Bülow at arbejde på den restaurant, der senere skulle blive deres: Sans Souci på Madvigs Allé.

»Den ligger lige om hjørnet,« siger Dorte Bülow og peger ud ad vinduet.

»Det var min mands favoritsted. Gammelt og nedslidt - det så skrækkeligt ud. Jeg kom der ikke selv.«

Med Dorte Bülow ved styrepinden blev Sans Souci en af de mest populære restauranter på Frederiksberg. Her var der normalt fyldt med mennesker, og Dorte Bülow har ikke tal på, hvor mange prominente personligheder, der med tiden har lagt vejen forbi:

»Der kom jo alle og enhver.«

Jesper Thilo, Fritz von Bülow og andre af tidens store jazzmusikere spillede op til brunch hver søndag. Når Cliff Richard lejlighedsvis var i byen for at optræde, var der ingen tvivl om, hvor han skulle spise.

Da den folkekære tv-vært Otto Leisner første gang besøgte restauranten med sin familie, kiggede han på Dorte Bülow og sagde:

»Jeg mener bestemt, frøken Dorte, at jeg har set Dem før?«

Dorte Bülow ventede, til hans kone var gået på toilettet, med at afsløre, hvor han havde set hende henne.

»De sad på første række og så mig danse, hver gang De var i London.«

Så brød han ud i en høj latter. Sidenhen blev han stamgæst på restauranten.

Med tiden blev det for hårdt. Preben Bülow døde i , og da det blev forbudt at ryge indendørs, påvirkede det stemningen i restauranten negativt.

»Det ændrede alt. Vi plejede at have en proppet bar med folk, der drak drinks, mens de ventede på deres borde. De kom ikke mere. Og når der var et større arrangement, endte det altid med, at sølvbryllupsparret sad alene tilbage ved bordet. Alle de andre stod og røg udenfor,« beretter Dorte Bülow, som aldrig selv har røget.

Kort tid efter kom finanskrisen, og i , i en alder af 74, solgte hun restauranten.

»De sidste fire-fem år var virkelig hårde. Til sidst handlede det bare om at slippe af med den.«

Men den årige livsnyder ville kede sig bravt, hvis hun skulle sidde stille derhjemme hele dagen.

Hun fylder sin kalender med frokoster, ferier og fester. Hver tirsdag laver hun mad til Hus Forbi-sælgere, og derudover arbejder hun som ekspedient i en genbrugsforretning.

De langstrakte og koksgrå

Udenfor på Gammel Kongevej er der en livlig trafik af cyklister og vinterblege cafégæster, der kæmper om at finde de første solstråler. Mange af de steder, Dorte Bülow frekventerede, findes ikke længere.

I lejligheden hersker der ro. En lav snorken bevidner, at Mumle er faldet i søvn på sofaen.

Byen er ikke den samme, som den har været. Det er menneskene heller ikke, bemærker Dorte Bülow.

»De lever på en anden måde, de unge mennesker i dag. De oplever ikke noget,« konstaterer hun og fortsætter:

»Jeg har en nær ven, der kalder dem for »de langstrakte og koksgrå«. Det udtryk er jeg vild med. Jeg synes, der er rigtig mange mennesker, der er sådan. Ufatteligt kedelige.«

Der er ikke mange sjove typer tilbage, mener hun. Lidt originaler. Og i disse tider er der næsten intet, der imponerer:

»Sådan var det allerede, da jeg drev Sans Souci. Hvad kan egentlig begejstre folk i dag? De ejer jo alt, mange af dem. To biler og et sommerhus, og hvad ved jeg.«

Det er netop derfor, Dorte Bülow finder det så dejligt at lave mad til Hus Forbi-sælgerne.

»De mangler mange ting. De ligger og sover på gaden og er meget taknemmelige for den hjælp, de får,« siger hun.

»Folk burde turde at kaste sig ud i flere ting. Men det har de måske ikke mod til.«