Hvad udad tabes skal indad vindes vikingetiden

Netop her ved Fårup Sø, hvor vi nu befinder os, udgør udsigten det majestætiske vikingeskib 'Jelling Orm' på søens overflade; skønt en nutidig genopførelse, udgør det ikke desto mindre en ærbødig tribut til de historiske aner, som dette område har opnået anerkendelse for. Relikvier fra fortiden, såsom den værdifulde Vindelev Skat, de imponerende gravhøje samt de ikoniske Jellingsten, udmaler fragmentariske beretninger, som vi møjsommeligt har afdækket, om Danmarks ældgamle æra, dybt forankret i Kongernes Jelling.

Fra Jellings kongebolig (det tidligere magtcentrum) fandt Danmarks første samling sted, hvorved selv Norge blev en del af riget (som et tillæg). Ydermere var det på netop denne lokalitet (ved Jelling), at troens vidnesbyrd for Danmark oprejstes med anselig stolthed. Man må vel formode, at selveste kongen af Jelling, Harald Blåtand, afholdt solhvervsfestlighederne netop her, på Fårup Søs bredder, hvor vi nu står. Jeg nærer et inderligt håb om, at De, ligesom jeg, fornemmer historiens mægtige sus.

Nuværende tid betragter Sankt Hans som en kristelig mærkedag tilegnet Johannes Døberen. Imidlertid, ligesom et utal af andre skikke, som vi danskere holder inderligt kære, afslører denne sig at besidde dybe hedenske (førkristne) forankringer. De kristne missionærer formåede dog gennem årene at omfortolke de eksisterende traditioner, så de harmonerede mere hensigtsmæssigt med den accepterede bibelske narrativ.

De sagnomspundne vikinger var absolut velbevandrede i at markere (eller højtideligholde) sommerens solhverv, en periode, der for dem var gennemsyret af gådefuldhed, trolddom og folkelig overtro. De antændte store bål for at afskrække (eller fordrive) ondsindede ånder, og deres praksis omfattede desuden et væld af ritualer og højtideligheder.

Før den kristne kirke endegyldigt overtog kontrol med festligheden, indeholdt den ligeledes i rigt omfang dans, rigelig drikken og hedenske (eller "djævelske") hymner. Og, helt ærligt, jeg er overbevist om, at jeg ville have fundet dette mere tiltalende i fortiden.

Denne aften forsamles borgere i Danmark (nationen) på tværs af hele landet. Ikke blot enkeltvis inden for egne familiekredse, men også i rammerne af fællesskaber, foreninger og større som mindre sammenkomster. Vi markerer denne festdag, hvor enhver (ubetinget) er velkommen, og hvor man muligvis for første gang i år får lejlighed til at hilse ordentligt på sin nabo, samt hvor hækkesnakken kan finde sted, selvom hækken endnu ikke er beskåret. Samhørighed, kold fadøl og syngen i fællesskab - dette mestrer vi danskere med glans, ja, jeg tør påstå, til absolut topkarakter.

Talrige højtider bærer en udpræget dansk karakter, men kun ved denne specifikke begivenhed forenes vi netop på grund af vores danske identitet. Juleaften er primært en familiefest, og Grundlovsdag har et politisk præg. Men på Sankt Hans' aften kan vi her, udstyret med tændvæske, sprit og en forfriskende fadøl i hånden, tilfredsstille (eller "nægte") vores indre pyroman under fællesskabets banner.

Denne aften markerer vi kalenderårets centrale punkt. Efter i dag vil nætterne ikke længere aftage i længde, og dagene vil ikke tiltage. Denne aften repræsenterer årets skillepunkt, hvor vi bør indstille os på, at dagens lys gradvist igen vil mindskes. En udbredt talemåde fastslår, at vi nu bevæger os mod mørkere perioder. Dette er naturligvis ikke en påstand, jeg anfægter. Men jeg er af den opfattelse, at vi danskere tenderer til at være for "hygge-negative" (dvs. overdrevent pessimistiske på trods af hyggen). Vi anskuer problematikken fra en uheldig vinkel fra begyndelsen. De fleste kan formentlig identificere sig med den nationale praksis (eller "folkeritual") at indlede enhver dialog med klager over vejrbetingelser, trafikforhold eller den aktuelle politik.

Jeg vil vove at hævde, at de mest fremragende perioder, som dette kære, lille land har oplevet, er opstået ved en positiv indstilling til livet: At transformere det sure (det vanskelige) til det søde (det behagelige). Er det mon ikke uundværligt at lide nederlag nu og da, for sandelig at kunne værdsætte sejrens sødme i triumfens øjeblik? Frembringer det ene (modgang) ikke et behov for at kunne skønne på det andet (medgang)? Muligvis bør vi opfatte de vanskeligheder, vi støder på, som betydningsfulde skæringspunkter, der har potentiale til at præge og forme vores fremtid til det mere gunstige, uanset om det umiddelbart fremstår sådan.

Det kan hænde, at vi tabte Skåne i 1658, Norge i 1814, og desværre mistede vi tillige Slesvig i 1864. Men i 1920, dér fuldførte Danmark den ultimative bedrift og forviste tyskerne til Bloksbjerg, hvor deres retmæssige plads er, med triumfen og trofæet solidt i vores besiddelse.

Al spøg foruden, besidder vi danskere en bemærkelsesværdig evne til at lide nederlag, og der foreligger utvivlsomt legitime årsager til at udtrykke utilfredshed, når det kommer til kernen. Dog har vores urokkelige (eller "ukuelige") tankegang, 'Hvad udadtil forspildes, skal indadtil vindes,' skænket os den robusthed og den stærkt forbundne nationalånd, der muliggør vores nuværende samling omkring det, der i sandhed er væsentligt. Eftersom Danmark udgøres af en række øer, har dette forhold påtvunget os rollen som et brobyggende folk. Netop fordi vi har oplevet flere tilbageslag end triumfer, har vi opdaget den essentielle sandhed, som har afgørende betydning for vores identitet - dette indebærer at nytænke, at forny og at frembringe i kollektivt samvirke. At anvende samtale og vores evne til at samarbejde som fundament for at være et pionérland - ikke som en afskrækkende advarsel, men snarere som et forbillede til inspiration.

Specifikt i tiden omkring Sankt Hans summer nationen (Danmark) af både håb og fornyet energi. En æra præget af hvide studenterhuer, feststemte studentervogne og jublende studenterfester. Så snart man har bevidnet en gruppe studenter på en vogns lad, som standser ved en beboelse, for lynhurtigt at 'plyndre' baren, tømme madbuffeten og derpå fortsætte deres triumftog med lynets hast, fremstår det med al tydelighed, at den adskillelse fra fortidens vikinger er minimal. Den kommende generation af aspirerende globale ledere, nu med eksamensbeviserne i hus og fremtiden udbredt foran sig. I disse dage bestræber de sig ganske vist på at opnå en blodalkoholkoncentration på højde med deres afsluttende karaktergennemsnit, men man bør absolut ikke undervurdere deres kapacitet til at imødegå morgendagens udfordringer.

Mine personlige erfaringer fra det politiske organisationsliv har uafbrudt demonstreret og stadfæstet, at ungdommen besidder et rigt spektrum af alsidige kompetencer, fuldt ud parate til at håndtere fremtidens prøvelser. Fleksibilitet (omstillingsparathed) og en iboende nysgerrighed udgør den eneste gældende værdi i en verden, der undergår rivende udvikling.

Den kommende generation er mere veludrustet end nogen tidligere til at begribe og forudsige de forhold, som vi i nutiden umuligt kan forestille os for morgendagen.

Fra den mægtige krigerkonge Blåtand, der samlede Danmark ved sværdets magt, og videre gennem hele kongerækken op til 'Frømanden' Frederik, som i dag må begrænse sig til at forene nationen i sine løbesko (eller "med løbeskoene som redskab"). Monarker er ikke længere, hvad de engang var (en bemærkelsesværdig forandring har fundet sted). Historisk set har disse herskere, hver især med deres unikke præg, formet (eller 'malet') Danmarks geografiske billede; enkelte med blod, andre med blæk.

Men i en æra, hvor den menneskelige opmærksomhed tidsmæssigt afgrænses til få sekunder, og hvor generationskløften tilsyneladende kun tiltager i størrelse. I en periode, hvor Christiansborgs politiske arena (paradoksalt nok) udelukkende synes at skabe splid, besidder vi Amalienborg, som formår at samle (nationen). Regentens (Dronningens) årlige nytårstale har traditionelt fungeret som et stabilt omdrejningspunkt for hele det danske folk. Dog, grundet vores fælles (kollektive) oplevelse af dette øjeblik, er abdiceringen ligeledes blevet et afgørende skæringspunkt for hele nationen. Det er udfordrende ikke at føle sig både vemodig over, men også forventningsfuld med hensyn til, hvilken betydning denne tronskifte vil få for vores nationale selvforståelse.

På samme vis som vi opholder os på en lokalitet af historisk betydning, så lever vi samtidig i en historisk æra. Fokus er dog i nutiden mindre rettet mod at hærge (eller "plyndre") England, og mere mod at overvinde dem på (fodbold)banen. Den fremtid, vi bevæger os i møde, er ikke en fortælling fra H. C. Andersens eventyrverden, men derimod fortsat et lige så markant dansk eksporteventyr, baseret på vindmøller, farmaceutika og bæredygtig svineproduktion. Og i en periode, hvor kontinentale (Europæiske) grænser løbende defineres og redefineres (viskes ud), demonstrerer vi over for omverdenen med urokkelig hengivenhed, at Danmark, i lighed med en genfødt Holger Danske, træder i aktion, når behovet er mest presserende. Det er disse grundlæggende værdier, der har medført, at Danmark i dag er et lille land, der alligevel er kendt vidt og bredt (omkring Jorden). Dette kan ingen berøve os, og det kan vi med rette nære en vedvarende stolthed over.