Hvad er efterspørgsel i makroøkonomi
Makroøkonomi er studiet af et samfunds økonomiske fremgang. Det fokuserer på samlede størrelser, for eksempel den samlede beskæftigelse eller bruttonationalproduktet. I modsætning til makroøkonomien beskæftiger mikroøkonomien sig med individuelle aktører som husholdninger og virksomheder. Makroøkonomiske modeller bruges hyppigt som grundlag for økonomisk styring.
Kort, mellemlangt og langt sigt
Makroøkonomer observerer typisk samfundsøkonomien ud fra tre forskellige tidsrammer:
- Kort sigt, der forsøger at forklare konjunkturbevægelser, som påvirker økonomien i eksempelvis ét-to års sigt.
- Mellemlangt sigt, som beskæftiger sig med, hvilket niveau samfundsøkonomien vil bevæge sig hen imod i en konjunkturneutral situation, også benævnt økonomiens strukturelle niveau. Her kan tidsperspektivet være fem-ti år.
- Langt sigt, som også kaldes vækstteori og beskæftiger sig med udviklingen set over adskillige årtier.
Makroøkonomiens udvikling
Før Keynes
I henhold til den neoklassiske økonomiske teori, der var den dominerende tankegang blandt økonomer i 1900-tallets første årtier, er dårlige konjunkturer og ledighed problemstillinger, som med tiden vil løse sig selv. Man troede på, at markedsmekanismen fungerede hensigtsmæssigt: Hvis der var arbejdsløshed, således at udbuddet af arbejdskraft var større end efterspørgslen, ville lønningerne falde, og udbud blive lig efterspørgsel igen. Da denne tankegang var parallel til synet på alle andre markeder, opfattede man ikke makroøkonomiske spørgsmål som et særligt emne.
Keynesianisme
Makroøkonomiens opståen som et særskilt forskningsområde henføres derfor normalt til 1930'erne og den britiske økonom John Maynard Keynes. Han fokuserede på efterspørgslen efter varer og tjenester som den vigtigste årsag til økonomiens konjunkturudsving. Han mente, at den massive ledighed, der opstod under depressionen i 1930'erne, skyldtes, at efterspørgslen efter forbrugs- og investeringsgoder var for ringe. Dette gav lav efterspørgsel efter arbejdskraft, som igen skabte lav forbrugsefterspørgsel osv. i en ond cirkel. Keynes mente ikke, at markedsmekanismen fungerede godt nok til at afhjælpe dette, men at en aktiv finanspolitik, eksempelvis en forøgelse af den offentlige efterspørgsel, var nødvendig for at øge beskæftigelsen og stabilisere konjunkturerne.
Keynes' tankegang fik betydelig indflydelse på økonomisk politik i den vestlige verden, og den keynesianske teori blev dominerende i årtierne efter Anden Verdenskrig. Teoriens virkede ret succesfuld i en periode, hvor mange nationer oplevede lange faser med fuld beskæftigelse, men også stigende inflation. I slutningen af 1950'erne påviste den newzealandske økonom William Phillips en sammenhæng mellem høj ledighed og lav inflation (og omvendt). Denne korrelation er kendt som Phillips-kurven og kunne forklares ved, at arbejderne står svagt i lønforhandlingerne, når arbejdsløsheden er massiv. Phillipskurven gav anledning til en politisk afvejning mellem arbejdsløshed og inflation.
Friedmans kritik
I løbet af 1960'erne blev den keynesianske teori kritiseret fra flere sider, især af økonomen Milton Friedman og hans tilhængere, monetaristerne. Friedman rettede kritik af især de keynesianske tanker på tre punkter: For det første mente han, at centralbankernes pengepolitik via dens indvirkning på renteniveauet var en bedre metode til at stabilisere den samlede efterspørgsel og dermed konjunkturerne end finanspolitik.
For det andet tog han afstand fra Phillipskurven i dens oprindelige form. Han mente, at der på længere sigt er et ligevægtsniveau for ledigheden, der er bestemt af grundlæggende strukturer på arbejdsmarkedet. Ifølge denne teori vil en arbejdsløshed, der er lavere end denne strukturelle ledighed, medføre en stigende (og ikke blot høj) inflation, og skal inflationen ned, må økonomien i en periode have højere ledighed end den strukturelle. Teorien forudsagde, at den keynesianske stabiliseringspolitik ville give inflationsproblemer på lidt længere sigt, hvis man konstant forsøgte at holde beskæftigelsen på et niveau, der er højere end det strukturelle. Dermed afviste den, at finanspolitik varigt kan stimulere beskæftigelsen, og satte større fokus på det mellemlange sigt og perspektiverne i strukturpolitik.
Endeligt argumenterede Friedman for, at der er så store praktiske problemer med at føre stabiliseringspolitik på rette tid og i rette omfang, at det er bedre at undlade det. Økonomisk styring burde efter hans mening styres af simple tommelfingerregler og koncentrere sig om at holde inflationen nede.
Blandt nutidens makroøkonomer er der bred enighed om, at både penge- og finanspolitik kan påvirke økonomien og dermed potentielt stabilisere konjunkturerne. Med hensyn til det andet punkt har eftertiden givet Friedman ret i, at der ikke i det lange løb er nogen afvejning mellem ledighed og inflation, men at der findes et strukturelt niveau for arbejdsløsheden. Hvad det tredje punkt angår, er meningerne hos økonomiske forskere fortsat forskellige i dag.
Nyklassikerne
1970'ernes økonomiske krise fik Phillips-kurven til at bryde sammen, da man i kølvandet på den første oliekrise oplevede såkaldt stagflation, hvor både arbejdsløsheden og inflationen steg på samme tid. Den hidtidige keynesianske tankegang var ikke i stand til at forklare dette fænomen, og forsøg på at nedbringe ledigheden med traditionel keynesiansk ekspansiv finanspolitik satte blot yderligere blus på inflationen.
Krisen for den hidtidige tankegang medførte efterhånden større indflydelse fra såkaldte nyklassiske økonomer som Robert E. Lucas. De pegede bl.a. på ændringer på økonomiens udbudsside, eksempelvis et stød (altså en pludselig ændring) til produktiviteten, som en alternativ forklaring på konjunktursvingninger. En oliekrise er netop et eksempel på et negativt udbudsstød, idet stigende oliepriser vil føre til, at virksomhederne sparer på energiforbruget, hvilket resulterer i lavere produktivitet hos de ansatte. Tankegangen blev videreudviklet i form af de såkaldte reale konjunkturmodeller (real business cycles eller RBC-modeller), der fokuserer på ujævn udvikling i produktiviteten som årsag til høj- og lavkonjunkturer. Brugen heraf førte til flere fremskridt med hensyn til, hvordan man kunne simulere kvantitative økonomiske modeller på moderne computere.
Nyklassikerne understregede desuden virksomhedernes og husholdningernes forventningsdannelse som afgørende for, hvordan den økonomiske udvikling vil forløbe. Allerede Friedman havde påpeget, at forventninger om højere inflation kunne være selvopfyldende. Nyklassikerne mente, at man burde antage, at økonomiske aktører har rationelle forventninger. Idéen er, at folk danner forventninger på basis af al den information, de har til rådighed, herunder viden om økonomiens virkemåde og regeringens hensigter med den økonomiske politik. I de nyklassiske modeller havde dette stor betydning for vurderingen af stabiliseringspolitikken. Ifølge nyklassikerne havde kun uforudset politik effekt på økonomien.
Nyklassikerne indførte også andre metodemæssige nyskabelser. De tog udgangspunkt i mikroøkonomiske modeller for forbrugere og virksomheder, der søger at udnytte deres økonomiske muligheder så godt som muligt. Dermed gav de makroøkonomien et eksplicit mikroøkonomisk fundament.
Nykeynesianerne
I 1980'erne udvikledes den såkaldte nykeynesianske teori. Nykeynesianerne overtog mange af de nyklassiske pointer. De gjorde således også brug af en mikrobaseret tilgang med optimerende aktører med rationelle forventninger. Samtidig mente nykeynesianerne modsat nyklassikerne, at virkelighedens økonomier var præget af forskellige vigtige markedsfejl. Deres forskningsprogram gik i høj grad ud på at forstå årsager til og konsekvenser af, at markedsmekanismen ikke fungerer perfekt. I fokus stod eksempelvis virksomheders markedsmagt, problemer med at skaffe information og problemer med at skrive økonomiske kontrakter, der tager højde for fremtidens usikkerhed. Nykeynesianerne viste, at sådanne markedsfejl kunne forklare, hvorfor der opstår konjunktursvingninger, og skabte igen et større spillerum for, at økonomisk politik potentielt kunne forbedre økonomiens virkemåde, både ved at forbedre økonomiens strukturer og ved at stabilisere konjunkturudviklingen.
Nykeynesianerne skabte en ny type økonomiske computermodeller, såkaldte DSGE-modeller (for dynamic stochastic general equilibrium), til at illustrere og kvantificere deres tankegange. DSGE-modellerne byggede videre på de ældre RBC-modeller, men supplerede dem ved at tage højde for imperfektioner på vare- og arbejdsmarkederne. DSGE-modeller blev siden et standardværktøj mange steder, ikke mindst i centralbanker verden over, til blandt andet at studere virkningen af pengepolitik.
Finanskrisen og nyere makroøkonomisk forskning
I starten af det 21. århundrede var der tegn på en tiltagende makroøkonomisk konsensus, hvor mange elementer fra de tidligere stridende retninger efterhånden var blevet integreret i en mere sammenhængende mainstream-tankegang. Man tog generelt udgangspunkt i mikrobaserede modeller med optimerende aktører og rationelle forventninger. Økonomien, der er præget af forskellige markedsfejl, rammes jævnligt af både stød til udbuds- og efterspørgselssiden. Såvel penge- som finanspolitik kan potentielt stabilisere konjunkturerne, men da det kan være vanskeligt at dosere de politiske tiltag korrekt, bør myndighederne undgå såkaldt fine-tuning af økonomien, men begrænse ambitionerne til at udjævne større konjunkturudsving.
Den globale finanskrisen 2007-09 gav anledning til en del selvransagelse blandt makroøkonomiske forskere, da krisens udvikling og omfang kom bag på langt de fleste af dem. Forskere indenfor for eksempel finansiel økonomi og adfærdsøkonomi havde ganske vist allerede før krisen analyseret mange af de imperfektioner på de finansielle markeder, som tilsammen skabte baggrunden for finanskrisen, men denne indsigt var ikke inddraget i de gængse makroøkonomiske modeller. Krisen gav derfor inspiration til at forske mere i disse sammenhænge for bedre at forstå afsmitningen fra det finansielle system til den øvrige økonomi. Det har blandt andet ført til anbefalinger af at regulere finanssektoren via såkaldt makroprudentiel politik, det vil sige tiltag, der skal gøre det finansielle system som helhed mere robust overfor negative begivenheder.
Samtidig har større computerkraft og bedre adgang til økonomiske data medført, at den økonomiske forskning er blevet mere orienteret mod at opstille hypoteser, der kan bekræftes empirisk. Det har også medført, at nyere adfærdsøkonomiske resultater i stigende grad inddrages i de makroøkonomiske modeller, og at der er kommet større fokus på, at forskellige befolkningsgrupper (med et fagøkonomisk udtryk: heterogene aktører) reagerer forskelligt, når økonomien ændrer sig. Det har blandt andet medført større interesse for fordelingsspørgsmål og for at forstå årsagerne til de stigende indkomstforskelle i de fleste vestlige lande.
Makroøkonomisk vækstteori
Udviklingen på det helt lange sigt er emnet for vækstteori. Robert M. Solows vækstmodel fra 1956 satte fokus på befolkningsudvikling, opsparing og kapitalakkumulation (altså forøgelse af kapitalapparatet i form af maskiner, bygninger mv.) samt teknologiske fremskridt som afgørende faktorer bag den vedvarende vækst. Modellen kan forklare en række vigtige forhold bag den vedvarende stigning i produktion og materielle levevilkår, som verden har oplevet siden den industrielle revolution. Den forklarer imidlertid ikke, hvad der skaber de teknologiske fremskridt, som i sidste ende er afgørende for stigningen i levestandarden.
Omkring 1990 opstod den såkaldte endogene vækstteori, der gravede et spadestik dybere ved at analysere mekanismerne bag produktion af ny viden. Vækstforskere har siden identificeret en række forskellige forhold, som alle kan påvirke den langsigtede økonomiske vækst: Forskning og udvikling i privat og offentligt regi, uddannelse, infrastruktur og opbygningen af institutioner som beskyttelsen af ejendomsrettigheder og et velfungerende retssystem.
Læs mere i Lex
Litteratur
- Blanchard, O., A. Amighini og F. Giavazzi (2021): Macroeconomics: a European Perspective (Fourth Edition). Pearson Education Limited.
- Romer, D. (2018): Advanced Macroeconomics (Fifth Edition). McGraw-Hill Education.
- Sørensen, P.B. (2011): Finanskrisen og den økonomiske videnskab. Nationaløkonomisk Tidsskrift 149, s. 142-157.
- Skrevet af:
- Artiklen indeholder tekst fra:
- Senest ændret:
- , se alle ændringer
Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Schou, Poul: makroøkonomi i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/makro%C3%B8konomi