Hvad er de implicitte forudsætninger i et argument?

En engagerende beretning får os til at forstå pointen hurtigere, end en filosof kan nå at kombinere to præmisser. Men en god historie præsenterer sjældent hele billedet. Derfor bør vi lytte opmærksomt efter udeladelser. 

Hvornår er gode fortællinger overfladiske argumenter?

Af Hanne Smith Pedersen.

I det narrative paradigme, som har vundet frem i vores kommunikative virkelighed, overbeviser vi hinanden via fortællinger. Anvendelsen af fortællende eksempler har altid været en del af retorikkens anbefalinger for en levende og engagerende formidling. Og i dag har politikerne i høj grad opdaget værdien af at anvende fortællingen til at fremhæve deres politik og fremme deres politiske agenda.

En konkret beretning kan fungere som et vidnesbyrd om realiteten og illustrere en mere abstrakt problemstilling gennem et menneskeligt eksempel. Det er betydeligt lettere at forestille sig en dedikeret dansklærer foran en fjerde klasse, end det er at visualisere en folkeskolereform - og det er langt mere ligetil at diskutere giraffen Marius end at tale om dyrevelfærd for firbenede drøvtyggere. En fortælling kan også repræsentere en organisations værdier eller konkretisere et politisk partis ideologier ved at fremhæve og prioritere specifikke sager og holdninger. Nogle gange med stor succes, andre gange på bekostning af en nuanceret sandhed. Som vi vil se i det følgende eksempel fra amerikansk politik, kan en kontroversiel historie indkapsle - og fastholde - en hel valgkampagnes stridigheder.

Ved Republikanernes nationale komités konference i august 2012 indtog Paul Ryan talerstolen som kandidat til posten som vicepræsident i den republikanske valgkamp. Størstedelen af sin tale brugte Ryan på at fremhæve Obamas manglende politiske resultater. Et af de fremtrædende punkter var, hvordan den økonomiske krise har lukket traditionelle virksomheder og efterladt mange amerikanere uden arbejde.

Han fortalte blandt andet om General Motors-fabrikken i sin hjemby, Janesville, hvor mange af hans tidligere skolekammerater arbejdede. Ryan citerede kritisk Obamas ord fra en tale til GM-medarbejderne i februar 2008: 'Jeg tror, at hvis vores regering er der for at støtte jer og give jer den hjælp, I har brug for til at omstille og foretage denne overgang, vil denne fabrik være her i yderligere hundrede år.' Og efterfølgende siger Ryan: 'Det udtalte han i 2008. Men det viste sig, at fabrikken ikke overlevede endnu et år. Den er nu lukket og tom. Og sådan er situationen i mange byer, hvor den lovede genopretning er udeblevet.'

I timerne og dagene efter Ryans tale var der intens aktivitet i medierne og på de sociale platforme. Havde Obama garanteret at holde fabrikken kørende? Eller beskyldte Ryan urimeligt Obama for ikke at have reddet General Motors? Den demokratiske side var hurtig til at påpege, at GM-fabrikken allerede lukkede under George W. Bushs regeringsperiode. Den republikanske side understregede derimod, at Ryan havde citeret Obama korrekt, og at det var et faktum, at fabrikken var blevet lukket.

Politiske fortællinger med mangler

Ryans tale repræsenterer en typisk valgkampstale, hvor hovedformålet er at underminere modstanderens troværdighed, styrke sin egen og fremme sin egen politiske dagsorden.

I Paul Ryans tale fungerer fortællingen om General Motors-fabrikken som en del af argumentationen. Den tjener som et eksempel på, at Obamas politiske indsats ikke har været tilstrækkelig, og at han hverken har formået at afværge den økonomiske krise eller indfri sine egne valgløfter.

Det er vanskeligt at fastslå, hvilken af de politiske sider der præsenterer den korrekte historie - for Ryans fortællekunst består netop i, at han undlader at fortælle hele historien. Ryan benytter et af fortællekunstens mest gennemgribende virkemidler til at lade modtagerne forstå sammenhængen - nemlig de ubesvarede spørgsmål. Ville en vits være morsom, hvis vi fik forklaret pointen? Ville vi fortsætte med at læse kriminalromanen, hvis vi kendte alle detaljerne? Nej - vi får mulighed for at anvende vores egen fantasi og kreativitet til at forsøge at udfylde fortællingernes ubesvarede spørgsmål.

Ryan påstår ikke direkte, at Obamas politik var årsag til fabrikkens nedgang, men anvender i stedet kombinationen af citatet fra præsidentens tale og udsagnet om, at fabrikken lukkede det efterfølgende år. De ubesvarede spørgsmål giver modtagerne mulighed for selv at regne den ud og drage deres egne konklusioner, og samtidig giver det Ryan muligheden for at afvise eventuel kritik efterfølgende. Han har jo ikke udtalt, at Obama er skyld i, at fabrikken måtte lukke - fortællingens ubesvarede spørgsmål antyder det blot.

Det unikke ved fortællinger er, at de indeholder så mange underliggende forudsætninger, at modtageren i princippet selv skal nå frem til sin egen konklusion. Derfor er fortællinger også åbne for flere mulige konklusioner, som fortælleren ikke nødvendigvis skal stå til ansvar for. I Ryans situation hjælper denne flertydighed republikaneren til kun at kunne antyde en forbindelse mellem fabrikslukningen og Obamas præsidentperiode, som han - måske - ikke selv kan tillade sig at påstå direkte. Men han kan gøre det i sikker forvisning om, at modtagerne nok skal drage konklusionen selv.

Det kan minde om omvendt tyveri, hvor en holdning eller mening bliver indført uden at man bemærker det - og uden at man kan drage afsenderen direkte til ansvar. I Ryans fortælling bliver tyveriet til virkelighed ved, at konteksten skaber grundlag for at antage, at fabrikken måtte lukke på grund af Obamas utilstrækkelige politiske kompetencer. Problemet er blot, at den sidste firehjulstrækker blev produceret i Janesville den 23. december 2008, og at Obama først tiltrådte sit præsidentembede den 20. januar 2009. Ryan regner åbenbart med, at publikum ikke har disse fakta i baghovedet.

Fortællingen sænker forsvaret

Hvis man undersøger Ryans fortælling nærmere, afslører den altså en tydelig faktuel fejl. Men denne undersøgelse demonstrerer også en anden pointe: Sammenlignet med traditionel, rationaliserende argumentation er tankegangen i fortællingen anderledes. Hvor den rationelle argumentation ofte bestræber sig på at påvirke modtageren i en bestemt retning, forsøger fortællingen derimod at invitere modtageren ind i afsenderens perspektiv. Historier har deres egen struktur, fungerer på deres egne præmisser og formidler et bestemt syn på verden ved at tage udgangspunkt i en begivenhed eller et enkelt menneskes perspektiv. Og det gør det meget lettere for modtagerne at engagere sig i - og blive overbevist af - de følelser og begivenheder, som fortællingen er opbygget omkring.

Fortællinger fremmer indlevelse og identifikation. De minder os om vores fælles baggrund og om hvem vi selv er, og de aktiverer andre historier, som vi allerede er bekendt med. Paul Ryans eksempel minder os om de livshistorier, vi kender fra venner og familie, der har mistet deres job. Ved at integrere disse fængende fortællinger i deres taler inviterer politikerne publikum ind i en velkendt 'sandhed', som publikum kan relatere til og dermed lettere lade sig overbevise af.

Når først relationen og empatien fra fortællingen har etableret forbindelse mellem afsender og modtager, er det lettere at skabe en samhørighed. Og denne effektive metode kan være en af årsagerne til, at vi nærmest befinder os i et narrativt paradigme, hvor fortællingerne bliver vigtige elementer i nyhedsformidling, undervisning, behandling, markedsføring og politik.

Hvad er etikken bag de ubesvarede spørgsmål?

Strategien i en valgkampagne tilskynder spindoktorer, taleskrivere og presserådgivere til at gøre sig umage med at finde de mest relevante fortællinger til at underbygge kandidatens budskaber.

Fortællingerne kræver en anden form for opmærksomhed hos lytteren end den traditionelle og mere gennemskuelige argumentation. Netop fordi fortællinger fremmer identifikation og nedbryder barrierer hos modtageren, kan de fungere som et manipulerende redskab. Som vi ser det hos Ryan, kan følelsesladede
fortællinger let rive os med og få os til at tilsidesætte vores kritiske sans over for de grundlæggende fakta og forhold.

Hvis fortællinger er letsindige i deres omgang med sandheden, eller udvalgt og udformet ud fra manipulerende strategier og interesser, kan det derfor alvorligt skade modtagernes forståelse af en sag. Det kan fordreje en debat og tvinge modparten til at præsentere en modfortælling for at kaste lys over en anden facet af sandheden. Paul Ryans fortælling kan imødegås med et faktatjek, men det kan stadig være udfordrende helt at fjerne sporene efter en vildledende historie.

Der er intet forkert i sig selv ved at bruge fortællinger som en del af argumentationen, så længe der er ærlighed til stede. Ærlighedsbegrebet er afgørende for, om man formidler sandheden, eller om man forsøger på en strategisk måde at fordreje en sag ved at efterlade strategiske huller i argumentationen. Den underliggende hensigt er altså afgørende for, hvornår det er redeligt at anvende fortællinger i politiske taler - og den fortællende taler må omvendt også tage højde for alle de mulige fortolkninger, fortællingen giver modtagerne mulighed for.

R

Yderligere læsning

Polletta, Francesca. 'Storytelling in Politics'. In Contexts, vol. 7, nr. 4. American Sociological Association, 2008.

Salmon, Christian. Storytelling, Bewitching the Modern Mind. Verso, 2010.

Simmons, Annette. The Story Factor. Inspiration, Influence, and Persuasion Through the Art of Storytelling. Basic Books, 2006.

R

Bibliografiske oplysninger

Af Hanne Smith Pedersen. Ekstern lektor i retorik ved Københavns Universitet.

RetorikMagasinet 94 (2014), s. 14-16.