Hvilket valg foretrækker du, pølse eller politisk debat?

En ven henvendte sig til mig med en forespørgsel: »Hvilket parti stemmer du på?« Med få dage tilbage til valgdagen stod mit svar hen i det uvisse. »Jeg er usikker,« lød mit svar. Hans reaktion var: »Måske fravælger jeg at stemme. Jeg anser mig muligvis som anti-demokrat.« Jeg blev dybt overrasket. Min bekendte besidder en solid uddannelse, beklæder et offentligt hverv, og betragtes som en af de mest intelligente personer, jeg kender. Hvordan kunne en reflekterende personage have en modstand mod demokratiet? Men tænkt så alligevel: havde jeg selv overvejet en lignende tanke? Havde perioden efter den finansielle krise ikke demonstreret, at de repræsentative styreformer reelt var blevet underlagt, eller i det mindste betydeligt begrænset, af 'markedet', og var 'markedet' ikke for længst undsluppet demokratisk kontrol?

Hvilken reelt mærkbar forskel ville det gøre, om vi valgte Socialdemokratiet eller Venstre, når nu sidstnævnte implementerede bankpakker bag lukkede døre, mens førstnævnte afhændede offentlige infrastrukturanlæg til internationale kapitalfonde via skattely - begge med henvisning til en 'nødvendighedens politik', der i realiteten indikerede: 'markedet og økonomien dikterer'? Var udfaldet ikke stort set det samme?

Min ven og jeg aftalte at mødes hos ham for at følge valgets forløb fra hans sofa med ledsagelse af øl på dåse og pølser. Da han åbnede døren sidst på eftermiddagen på valgdagen, lignede han en person, der havde været vidt omkring mentalt. Hans blik var fjernt, håret uglet. Fra den ene hånd hang et pendul i en kæde - en genstand ofte anvendt til healing-formål. Han fortalte, at han netop havde penduleret sin stueplante, en fløjlspels, videnskabeligt kendt som Gynura Aurantiaca, men også populært benævnt som 'Purple Passion' eller 'Velvet Plant':

»Jeg startede med at underkaste mig selvhypnose ved hjælp af pendulet… for at overskride dualismen mellem subjekt og objekt... Derefter begyndte jeg blidt at synge for planten… så den kunne blive bevidst om min tilstedeværelse og min intention om at kommunikere… samt åbne op for dens energifelt… således at den og jeg kunne indtræde i et fælles domæne, hvor vores respektive energifelter formåede at skabe et fælles legeme. Ved at føre pendulet hen over planten aktiverer jeg dens kraftpotentiale. Dette udtrykker sig som en unik energisignatur, der manifesterer sig som dans, frekvens, energi og sang. Alt dette med det formål at synkronisere plantens og min egen vitalitet - ikke nødvendigvis i enighed, men i en form for vibratorisk harmoni. Udtrykket 'at stemme overens' stammer jo netop fra 'at stemme': Hele organismen fungerer som et instrument, og når den stemmes korrekt, resonerer den med universet. Også planten besidder en instrumentel kvalitet. Vi afstemmer og synkroniserer vores frekvenser for at opnå helhed og gensidig forståelse inden for en bredere kosmisk orden af vibratorisk samhørighed.«

Politikken mangler en dybere forståelse af mennesket. Den opererer med et reduceret menneskebillede, et massemenneske, der reduceres til statistiske grupper, procenter og gennemsnitlige værdier

Med et anerkendende »interessant« rakte jeg ham posen med øl. Pølserne og brødet var allerede forberedt. Vi indtog vores pladser foran fjernsynet. Ask Rostrup, DR's ekspert i meningsmålinger og politisk analyse, fejede en graf over valgresultater fra Avernakø hen over skærmen, hvilket fremstod som en ny funktion i valgstudiet - eller som det nu hed, DR's 'valgcenter'. Ved at anvende fingerspidserne zoomede den politiske analytiker ind på et rødt felt, der symboliserede Enhedslisten. Det viste 5,7 med en grøn pil opad, hvilket indikererede en stigning på 5,7 procent for Enhedslisten i den pågældende valgkreds. Derefter fortsatte han med at swipe. Min ven udstødte et suk og placerede en pølse i sit brød:

»Der foregår ingen reel menneskelig tænkning inden for politikken. Man betragter et fladt, masseproduceret menneske, som er reduceret til segmenter, procenter og gennemsnit. Eller interesser. Vi overdrager vores stemme til en politiker eller et parti, der så antages at varetage vores interesser. Men et menneske er ikke blot summen af sine interesser. Jeg kan muligvis forestille mig en politiker, der kan repræsentere mine interesser, men en politiker kan aldrig repræsentere min personlige stemme eller mit inderste væsen. Vi har afgivet vores stemme så utallige gange i meningsmålinger og forventningsafstemninger, at selve betydningen af en stemme er gået tabt. Der mangler en vertikal dimension i den politiske proces.«

Jeg formodede, at jeg havde forstået hans pointe. Søndag aften havde jeg overværet partilederdebatten på DR1, også kendt som Demokratiets aften. I over tyve minutter havde Mette og Lars og de øvrige deltagere diskuteret prisen på en pakke cigaretter. Publikum - en repræsentativ samling af landets borgere - bifaldt begejstret, da Mette foreslog en prisstigning. Ligeledes klappede de, da Lars fremlagde en alternativ løsning. Og de klappede også, da en tredje politiker fremlagde et diametralt modsat synspunkt. Alle klappede af den unge skolepige nede i salen, som utvetydigt krævede handling vedrørende klimaændringer omgående! Mette Frederiksen kronede begivenheden med opfordringen: »Giv hende en hånd! Hun gør et godt stykke arbejde!«

Det fremstod som teater! tænkte jeg. Ren populisme! En form for massehysteri! Deres udtalelser var åbenbart afhængige af vindretningen! Havde Mette Frederiksen ikke for nylig i en anden debat på den samme tv-kanal afvist at udfordre vækstbegrebet - ligesom Lars Løkke - selvom forskning, FN's klimapanel og alle andre med bare den mindste indsigt i emnet tydeligt havde påpeget behovet for netop at gentænke væksten? Begge sider af den politiske midte ønskede at opnå både det ene og det andet. Klimaforandringer var et emne, der blev anerkendt, men kun med forbehold.

Teater! var min umiddelbare tanke. Populisme! Massehysteri! Deres ord skifter retning som vinden!

Min ven rystede hovedet og forklarede: »Det er selve demokratiets kerneproblem: man kan ikke adskille det repræsentative demokrati fra den kapitalistiske markedsøkonomi, som bærer en betydelig del af ansvaret for klimaændringerne. Jeg er dog skeptisk over for den dominerende grønne fortælling, som nu forventes at redde os, da den mangler både skønhed og utraditionelle tilgange. De politiske partier, uanset politisk orientering, fokuserer udelukkende på teknologiske løsninger og ændringer i forbrugsmønstre. Ingen taler om den nødvendige personlige forandring. De evner kun at beskrive mennesket som et teknisk og økonomisk væsen. Som homo faber og homo økonomikus. Ikke som en integreret del af universet, der eksisterer under betingelser, som vi ikke behersker. Eller som et legende væsen, homo ludens, der forstår verden gennem leg. For eksempel fremhæver venstrefløjen solidaritet, men denne solidaritet strækker sig kun til medmennesker. Ingen taler om solidaritet med de mange andre livsformer, der er afgørende for vores eksistens.«

Et nyt estimat dukkede op på skærmen. Der lød råb. I et kort øjeblik oplevede jeg en svimmelhed: jeg observerede, at væggene i valgcenteret var dækket af hundredvis, potentielt tusindvis, af små skærme, der hver især viste et specifikt sted i landet i det aktuelle øjeblik. Scenariet mindede om øjnene på et insekt eller de forstørrede planteceller i et blad, der tilsammen repræsenterede et gennemsnit for hele nationen. Festlighederne hos Enhedslisten virkede mest livlige, bedømt ud fra bevægelserne på en af skærmene.

Mette Frederiksen, der synes at have både vundet og tabt valget, tog ordet: »Valgets budskab er klart,« udtalte hun. Dette var en interessant formulering, tænkte jeg: hun havde tolket vælgernes vilje gennem de afgivne stemmer, ligesom min ven havde opfanget plantens budskab gennem penduleringsritualet

Min vens stemme fra den modsatte ende af sofaen bragte mig tilbage til virkeligheden. »Det repræsentative demokrati er ude af stand til - eller mangler interesse for - at udvikle nye koncepter. Specielt venstrefløjen viser en mangel på interesse for dybere tænkning. Enhedslisten fokuserer på folkepension og omfordeling, men de burde snarere foreslå folkeplanetarier: gratis, statsligt finansieret udsyn til galakserne for alle - dét ville forbedre livskvaliteten for masserne! Og hvorfor diskuterer ingen i den politiske sfære i Danmark kunsten som en vej til ny erkendelse? De eneste, der har fremlagt kulturelpolitik under valgkampen, er Socialdemokratiet, og deres forslag drejede sig om øgede midler til lokale folkerevyer og utallige sportsbegivenheder. Ingen danske politikere drømmer om nye verdener - med undtagelse af ham, der foreslog at udvinde Helium-3 fra Månen for at opnå ubegrænset fusionsenergi her på Jorden. Og han bliver betragtet som en klovn og en drømmer. Men i virkeligheden er han den pragmatiske. Ja, hvorfor har intet parti i dansk politik et rumprogram?«

Tiden var fremskreden. Pølserne var indtaget. Nu observerede vi partilederne i Folketingssalen. Deres ansigter var blotlagte, præget af udmattelse og en vis irritation. De masker, de normalt bar, var faldet af. Scenariet var næsten betagende. På en rørende analog vis. Nu kommunikerede de roligt med hinanden. Fjendskaber og potentielle alliancer blev synlige i deres rynker og blikke, i deres tilbageholdte åndedrag. Mette Frederiksen, som tilsyneladende havde både vundet og tabt valget, tog ordet: »Valgets budskab er klart,« sagde hun. En interessant formulering, tænkte jeg: hun havde tolket vælgernes vilje gennem de afgivne stemmer, ligesom min ven havde opfanget plantens budskab gennem penduleringsritualet. Den kommende statsminister havde især lyttet til de vælgere, som havde skiftet tilbage til Socialdemokratiet fra Dansk Folkeparti. Hendes øjne var næsten fugtige. Min ven gryntede. Han lå nu afslappet i sofaen. Hans stemme lød grødet og utydelig:

»I mange henseender dybt nedtrykkende. Socialdemokratiet er ude af stand til at ændre udlændingepolitikken. De har netop genvundet DF-vælgerne. Der er sket minimale forbedringer. Men intet afgørende skifte. En rent socialdemokratisk regering vil i praksis være en DF-regering med et venligere ydre og en liberal økonomisk politik.«

Men hvad skulle vi så gøre?             

»Kunsten repræsenterer den eneste vej til at redde dette land fra dets egne fejltrin. Vi må anerkende, at planten besidder en stemme. Og dernæst må vi lære at lytte til den stemme.«

Nu hørte jeg studieværternes stemmer på skærmen, idet de ønskede godnat og tak for i dag, og kommenterede, at det havde været et yderst spændende valg.