Hvor længe kan man leve uden mad på Grønland

Det er sommeren. Termometret viser næsten 20 grader, og vi venter i fællesskab med et kalejdoskop af langhårede rygsækrejsende fra hele verden, hjemvendte grønlændere og danskere på vej til at påbegynde deres arbejde. Narsarsuaq lufthavn har blot ét bagagebånd, og det tager tid, før det kommer i gang. Før os venter en to timers sejltur med en lille motorfærge forbi smaragdgrønne isbjerge, grønne bjerge og isolerede træhuse og fåreholdsstationer. Solen skinner og blænder næsten synet af den ufattelige skønhed omkring os. Vores destination er Qaqortoq, Sydgrønlands største by, og den dukker pludselig op med sine stejle bjerge og store færgehavn.

Julianehåb, som byen hed i gamle dage, har knapt befolkningstilgang. Den er spredt over mindre landsbyer, fåreholdsstationer og rensdyrgårde.

Sundhedspleje i Grønland

Meeralerisoq betyder sundhedsplejerske på grønlandsk. To københavnske sundhedsplejersker, Charlotte Rosholm og Nanna Elberg, har opgivet deres komfortzone i nogle måneder for at arbejde på det lille sygehus, smukt beliggende med udsigt over Storesøen.

Gennem august og september kan man høre og se glædesskrig fra børn, der hopper i det iskold vand fra høje klippesider… helt uden opsyn.

Det grønlandske flag vajer fra sygehuset hver gang et nyt barn kommer til verden - en smuk fødselsanmeldelse.

Sundhedsplejerskernes arbejde i Grønland foregår på sygehuse og små bygdesteder. Vi modtages af regionsygeplejersken og sekretæren/vores tolk, og efter en time og en halv introduktion skal vi stå på egne ben. Da den sidste sundhedsplejerske forlod landet en måned forinden, er der ingen direkte vejledning til jobbet, og vi bruger en del uger på at finde vores fødder. De fleste sundhedsplejerskestillinger er besat af danske vikarer eller assistenter med særlige børnekurser.

Allerede den første eftermiddag vaccineres børn. Vi genopfrisker den nødvendige viden. Det er lang tid siden, vi sidst har givet en injektion, og vi bestemmer med møntkast, hvem der først stikker en nål i et barns ben.

Men vi bliver hurtigt dygtige. Vi blæser sæbebobler til afledning for de mindste børn og håndterer teenagere med en vis grad af respekt. Som en del af vores behandling af de unge, spørger vi en mor til en 5-årig om han ønsker en lille gave eller slik efter vaccinationen. Hun svarer, at smerte hører til livet, og dette illustrerer børnefamiliernes robusthed i Grønland, som lægger vægt på at opdrage børn til at klare sig selv i et barskt liv.

Det grønlandske vaccinationsprogram minder om det danske, undtagen vaccinationer mod hepatitis og tuberkulose, hvor sidstnævnte gives af jordemoderen umiddelbart efter fødslen. Børn med tuberkulose følges også af sundhedsplejersken for at fokusere på trivsel og udvikling. Vaccinationerne har høj prioritet, og hvis folk ikke møder op, indkaldes de pr. telefon eller med brev fra sygehusets portører.

Vores kontor ligger på 1. sal med en smuk udsigt over Storesøen. Sygehusets jordemødre er vores samarbejdspartnere, og fødestuen ligger lige overfor. Vi oplever, at grønlandske kvinder føder stille og hurtigt. Der er færre problemstillinger omkring amning og søvn, men vi møder mere omfattende problemstillinger om alkohol og stofmisbrug, vold og overgreb. Det overrasker os ikke, men vi ser også unge grønlandske familier, der forsøger at gøre op med tidligere generationers udfordringer og søger at skabe en bedre fremtid for deres børn, frie for misbrug og vold.

Personalet på byens to børnehjem og familiecenter gør en indsats, men står overfor udfordringer med personalemangel og ufaglært personale.

Som i Danmark tilbydes hjemmebesøg. I skrivende stund er vi ikke helt klar over den nøjagtige profil, men generelt ligner den hjemmebesøgene i København, hvor besøg i det første leveår er almindeligt, oftest med tolk.

Kostvejledning er også en del af sundhedsplejen. Det indebærer omlægning af vores holdning til mad. Der er mangel på friske grøntsager, som er dyre og tager lang tid at få til byen. Mange grønlændere spiser traditionel dansk mad, men også grønlandsk mad: Hvalspæk (mattak), sælkød, tørret torsk sammen med nyhøstede sortebær (fjeldrevling) og blåbær (omega 3/jern/C-vitamin). Børn nyder at spise tørret fisk og tang.

Der er en stor folkeskole i byen, hvor vi varetager indskolingsundersøgelserne. Børnenes motorik er i orden. Vi har haft fornøjelsen af at undervise udskolingen i seksualitet, sundhed og prævention.

Fritid

Der er et godt sammenhold blandt os, der er langt hjemmefra, på tværs af alle professioner. Man lærer hurtigt hinanden at kende, så man kan roligt rejse alene.

I Sydgrønland er der masser af muligheder for friluftsliv. Vandreture med bærplukning sammen med grønlandske familier er populært.

Weekendaktiviteter inkluderer sejlture til indlandsisen, bygder og kirkeruiner omkring Qaqortoq - enestående oplevelser.

Grønlænderne er meget stolte af deres land og natur. De lever med den på godt og ondt. Et almindeligt udtryk er Immaqa (måske, om Gud vil), brugt før sejlture/helikopterture, for man kan aldrig forudsige vejret eller uforudsete hændelser. Vi oplevede et motorstop midt på ishavet, omgivet af isbjerge med ingen land i sikte. Bådføreren tog sin defekte påhængsmotor med, men han håndterede situationen med ro og fandt en løsning, så vi ankom i havn uden skade.

Tempoet er generelt lavere, og det kræver tilvænning for os københavnske sundhedsplejersker.

Livet i byen

Brugsens opslagstavle er et vigtigt samlingspunkt i byen med information om alt: opbrugte isbjørnekvoter, hvornår optikeren besøger byen, jobannoncer, fisketure mv., og selvfølgelig reklame for Sundhedsplejerskernes mødregruppe.

Vores ugentlige mødregruppe/forældrecafé i biblioteket var altid besøgt, hvor man grinede, grædt, stillede spørgsmål og talte åbent om en svær opvækst. Mødrenes ønske om at skabe en bedre fremtid for deres børn var et gennemgående tema.

Barnedåb og skolestart er vigtige begivenheder, hvor nationaldragter bæres. Personalet inviterede os til kaffemik og barnedåb. (man fejrer også seks måneders dagen) Vi takker for det lille nye liv, en kontrast til tidligere høj barnedødelighed. Børn og familie betyder alt i Grønland.

Børn tager tidligt på fisketure og jagt. Regionslægen delte kage med os, da hans ni-årige datter skød sin første polarhare. Hun var ligeglad med, at harens ører fløj af.

Beretning fra udstationering til Nanortalik

Vores ophold inkluderer bygdebesøg. Vi besøger Grønlands sydligste by, Nanortalik, som ikke har en fast sundhedsplejerske.

Mandag blev jeg hentet af ambulanceføreren/portøren for at blive kørt til båden, som sejler til Nanortalik kl.

Min rejse til Nanortalik og bygden Narsarmijit varede fem dage. Nanortalik er den sydligste by i Grønland med indbyggere og ligger km fra Kap Farvel. Byen er en del af Kujalleq kommune og har et lille sygehus, men ingen fast sundhedsplejerske. Jeg spurgte portøren om han havde husket min frostkasse med vacciner, der skulle være pakket. Men han havde glemt det, så vi måtte lige omvejen forbi sygehuset. Der var ingen frostkasse, så regionsygeplejersken, som skulle have pakket den, blev ringet op. Hun var lidt søvndrukken, men meddelte, at hun havde glemt det. Vi fandt en frostkasse, lagde vacciner og fryseelementer i den og afsted til båden, mens jeg prøvede at huske, hvilke vacciner der skulle bruges. Vi nåede båden og sejlede ud gennem havnen i den stille morgentåge, ledsaget af mågernes skræpp.

En to timers sejltur. Byen Nanortalik er et navn, jeg kendte fra min barndom, da vi lyttede til grønlandsk radio på dansk, men har været beboet af både nordboere og inuit. Når man sejler ind i Tasermiutfjorden, forstår man hvorfor byen er kendt for mere end blot en fiskested og velbevaret koloni-bydel, imponerende bjergtoppe og lodrette fjeldvægge.

Det øsregnede i Nanortalik. Jeg stod alene på kajen med min rullekuffert, rygsæk, andre sundhedsplejerske ting og den store frostkasse. Jeg vidste ikke, hvor sygehuset eller 'Kap Farvel-hotellet' var, men jeg begiver mig afsted. Det var min fejl, at jeg ikke havde bestilt transport. En by med indbyggere kan ikke være så svær at finde rundt i. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne transportere min bagage uden hjælp. Jeg tabte frostkassen med vacciner på vej ind. En ældre grønlandsk herre stoppede i sin bil og spurgte om han kunne køre mig. Han fortalte, at der kun var to taxaer i byen. Jeg takkede, og han takkede for at jeg skulle vaccinere hans teenagebarnebarn i dag. Facebook kan ikke altid give så hurtig information som en grønlandsk by.

Som tidligere nævnt handler det om at klare sig selv og være omstillingsparat i Grønlands sundhedsvæsen. Ikke fordi folk ikke vil hjælpe, men fordi der hele tiden mangler noget. Det gør én mere innovativ og opfindsom. Når man ikke har en tolk eller hun er optaget, skal man erkende, at sprog er mere end tale. Man kan ikke altid foreslå noget andet. En balancegang man lærer at håndtere.

Dagens første opgave - vaccination af 13 teenagere (HPV og Hepatitis) - skal, efter afdelingssygeplejerskens anmodning, suppleres med en vejledning om farerne ved at sniffe benzin (dunke overalt pga. bådfart), som nogle teenagere har gjort. På Nanortalik sygehus kan man ikke behandle så omfattende lungeskader, som det kan give, og at man derfor vil dø af det. En vigtig opgave her tidligt på formiddagen, uden tolk. Mit grønlandske var ikke tilstrækkeligt til at drøfte benzindampe.

Heldigvis indvilliger en mor i at tolke for hvert barn. Det er åbenbart okay i hendes arbejdstilgang, og sådan løser ting sig i Grønland. Hvis jeg ikke havde været så travlt, kunne man måske have foreslået fangerne at låse benzindunkene. Skråsikkerhed i denne del af verden er et no-go.

Jeg udfører også hjemmebesøg under min arbejdsuge. Jeg bliver kørt rundt i byens ambulance.

Grønlændere lever (generelt) enkelt og beskedent. De samme kopper og tallerkener. Alt hvad man har brug for, findes i Brugseni eller Pissifik. Dekorationer er oftest billeder af egne børn eller grønlandske motiver. Naturen er den smukkeste udsmykning.

Ambulanceføreren behøver ikke adresser, han kender alle i byen. Ved vores 2. besøg den dag blev der ikke åbnet, og ambulanceføreren sagde at det muligvis skyldes at de havde barnedåb i søndags og at Jensine (morens navn) måske var hos sine forældre. "Det var en hård fest" sagde han. "Og det er kun tirsdag." "Men jeg kan ringe til min lillebror, han er kæreste med Jensine eller lillebror. Vi kalder hinanden det fordi vi er vokset op sammen."

Jeg er rørt over al hjælpsomheden.

Af de ca. 50 børn jeg vaccinerer og undersøger i løbet af ugen, er mange i plejefamilier eller 'gavebørn'. Gavebørn er et grønlandsk fænomen. Det kan være unge piger der ikke magter at få et barn nr. tre. De overgiver barnet, måske til sin mor, en barnløs veninde eller en kvinde der har mistet sit barn. En slags adoption uden myndighedernes indblanding, men dog med et stykke papir. Det kan være svært i små samfund. En mor fortalte mig om en biologisk mor, der ikke samkvem med sit barn, men barnet er hos faster.

Torsdag er bygdedag, og vi tager tidligt afsted med en lejet motorbåd. Helga, den faste tolk og sekretær, og Birgit, som er dansk sygeplejerske. Med i båden er også børnelægen Jan Færk, som nogle måske kender fra pædiatriske afdelinger i hovedstadsområdet. Jan vil gerne have mig med, fordi der ikke har været en sundhedsplejerske i 10 år. Han ønsker særligt at jeg taler med og undersøger skolebørnene. Der er seks børn i alderen 6-14 år. Han ved, at nogle af dem er forsømte.

At vælge at bo i en bygd med blot 70 mennesker, mange ældre, kan der være mange grunde til. Nogle ønsker et stille liv. Andre ønsker at undgå offentlig opmærksomhed. Det passer disse familier fint, at man ikke 'snakker til myndighederne her'.

Jan har en stor viden om grønlandske forhold, både historisk og aktuelt. Han er medlem af 'Knud Rasmussen-selskabet.' Han underholder mig med dette, mens vi forcerer en bølgegang. Det er mere ud på det åbne Atlanterhav, end jeg er vant til.

Narsarmijit er smukt, spredte træhuse på sletten, høje, stejle bjerge og dyb ro. Bortset fra hundeglammen. Depotbestyreren Klara tager imod os.

En depotbestyrer tager sig af medicin, men har ingen medicinsk uddannelse. Huset er Klaras, men der er to små undersøgelsesrum, som tolken og Jan bruger. Et rum er helt fyldt med en gynækologisk briks. Dagen starter med, at Klara serverer kaffe, rosinbrød og sortebær. Det er hyggeligt og hjemligt. Jeg undersøger de små børn i Klaras spisestue. Et tre måneders barn med hofteledsdysplasi med skinne for at holde hofterne i frøstilling. Barnet vokser hurtigt ud af skinnerne, som skulle være fra Nuuk. Men det er de ikke. Forældrene er unge, men lydhøre og taknemmelige over vejledningen.

Havet er stille og blankt på vej hjem fra arbejde. Vi er heldige at se flere pukkelhvaler. På vej hjem til Qaqortoq med helikopter var jeg taknemmelig for de fantastiske oplevelser på turen. På vores sidste arbejdsdag blev der sunget fødselsdagssang til morgenkonferencen.

Det bløde grønlandske sprog løfter sig op i den mørke vintermorgen, og vi får tårer i øjnene og vil savne fællesskabet på sygehuset.

Næste dag flyver vi hjem, først med helikopter til Nanortalik, og så til Narsarsuaaq i kraftigt blæsevejr (27 m/s). Den spinkle helikopter kastes mod fjeldsiderne. Vi er stive af skræk og knuger hinandens hænder.

En grønlandsk passager på Charlottes side kan føle vores angst og tager hende i hånden. Piloterne giver thumps-up. Naturen og Grønlands infrastruktur betyder alt.

Kalaallit Nunaat - menneskenes land, Takuss, vi ses!