Hvornår opstår DID?

04.04.2024

Hvad indebærer en dissociativ forstyrrelse?

En dissociativ forstyrrelse er en tilstand præget af manglende sammenhæng mellem øjeblikkelige sanseindtryk, kontrol over kroppens bevægelser, erindringer eller oplevelsen af identitet og den bevidste tilstand.

Denne tilstand er ofte tæt forbundet med dybtliggende psykologiske konflikter, traumer eller personlige vanskeligheder.

Alle individer kan opleve dissociation, hvis de udsættes for en tilstrækkelig stor psykisk belastning. Det er almindeligt kendt, at visse personer, der har været involveret i en katastrofe, i stedet for at reagere hensigtsmæssigt og potentielt redde deres eget liv, går rundt i en trancelignende tilstand uden at reagere på råb eller en truende fare.

Ligeledes kan nogle individer lide af en dissociativ forstyrrelse, hvor de ved mindre provokationer adskiller deres bevidsthed fra deres følelser og viljestyrke. Et eksempel er børn, der har været ofre for misbrug og incest i løbet af deres opvækst. Hvis de som voksne støder på omstændigheder, der måske kun vagt minder om de tidligere oplevelser, kan de havne i en form for trancetilstand. De kan måske opleve at "træde ud af kroppen", opleve underlige anfald, der ligner epilepsi, eller opleve føleforstyrrelser, som beskrevet senere. Sommetider kan de bevæge sig ind og ud af sådan en tilstand i løbet af få minutter. De kan også høre stemmer eller have synsforstyrrelser. Dette kan fejlagtigt forveksles med alvorlige psykiske sygdomme, som f.eks. skizofreni.

Dissociativ sygdom kan være vanskelig at overvinde. Dog er nogle gennem forskellige former for psykoterapi i stand til at overvinde lidelsen.

Hvilke tegn er der på dissociativ forstyrrelse?

Der kan forekomme en bred vifte af forskellige tegn i forbindelse med dissociative tilstande, hvor de vigtigste typer vil blive gennemgået herunder.

Dissociativ hukommelsestab

• Ved denne type tegn har man tabt hukommelsen inden for specifikke områder, men man oplever sjældent et fuldstændigt tab af hukommelse
• Hukommelsen er oftest tabt i relation til den traumatiske hændelse. For eksempel kan en voldsom ulykke være slettet fra hukommelsen
• Tegnene må ikke være udtryk for, at man er uopmærksom eller glemsom

Dissociativ flugt

• Ved denne type udfører man usædvanlige handlinger, der tilsyneladende har et formål. Det kan for eksempel omfatte længere rejser og besøg hos venner og bekendte, der umiddelbart ikke bemærker, at noget er galt. Handlingerne udføres i relation til traumet, og personen er uforstående og kan ikke genkalde sig det, der er sket
• Tilstanden kan betragtes som en ubevidst flugt fra alvorlige problemer

Dissociativ bedøvelse

• Ved denne type tegn reagerer man mindre kraftigt end forventet på stimuli. Man kan blive fuldstændig apatisk og undlade måske at bringe sig selv i sikkerhed i forbindelse med en truende fare
• Dette kan for eksempel ses i en overvældende katastrofesituation

Dissociativ trancetilstand

• Ved denne type oplever man begrænset opmærksomhed, nedsat bevidsthed og gentager stereotype sætninger eller handlinger
• Man kan opleve, at man er besat af en ond ånd, urkraft eller en anden person
• I modsætning til hypnotisk trance, der kan fremkaldes bevidst, er den dissociative trancetilstand ufrivillig og føles ubehagelig

Dissociativ lammelse

• Ved denne type er man ude af stand til at bruge sine muskler. Dette kan vise sig som alt fra reduceret kraft i et bestemt område af kroppen til større, mere omfattende "lammelser". Dog har man normale reflekser og muskelspænding

Tegn fra muskler

• Det er almindeligt med tegn fra svælget. Det kan for eksempel være, at man føler sig ude af stand til at synke

Dissociative kramper

Dissociative kramper er anfald, der kan ligne epilepsi. Selv en trænet læge kan undertiden være i tvivl, hvorfor en grundig undersøgelse kan være nødvendig. Anfaldet er ikke det samme som ved epilepsi. Nogle gange kan personerne tale undervejs i anfaldet.

Dissociative kramper kategoriseres under de såkaldte psykogene ikke-epileptiske anfald (forkortet PNES).

Dissociativ sanseforstyrrelse

• Ved denne type oplever man ophævet sansekvalitet for henholdsvis syn, hørelse, berøring, smerte, vibration, varme eller kulde
• Det er ofte tydeligt, at sanseforstyrrelserne ikke følger de normale hudnervers udbredelsesområde. Sanseforstyrrelserne afspejler i stedet den syge persons egen opfattelse af kroppens anatomiske struktur
• Udfaldene stemmer ikke overens med en sygdom i hjerne eller nerver. For eksempel vil en person, der reelt er blind, ikke kunne reagere på trusler rettet mod øjnene

Ganserpsykosen

• Dette er den traditionelle betegnelse for en psykotisk tilstand, hvor man har synshallucinationer, svarer bevidst forkert på alle spørgsmål og er forvirret

Dissociativ identitetsforstyrrelse

• Dissociativ identitetsforstyrrelse kaldes også multiple personligheder
• Det er en formodentlig sjælden tilstand, der har været genstand for adskillige bøger, skuespil og film. Her skal der være mindst to (sjældent flere) personlighedstyper, der optræder modsat hinanden og ikke er klar over den (de) andres tilstedeværelse.

Epidemisk hysteri

• Massehysteri har eksisteret i stort set alle kulturer, men bliver, i takt med at oplysningen spreder sig, mere og mere sjælden. For nylig er der dog blevet beskrevet en epidemi af en uforklarlig sygdom (Tourettes syndrom) blandt unge piger i en bestemt lille by i USA
• Der er også beskrevet epidemier af lammelser blandt gymnasiepiger i USA samt mystiske tegn med "epidemisk spredning" blandt andet i Danmark

Hvordan fastlægges diagnosen?

Før lægen kan fastslå diagnosen dissociativ forstyrrelse, skal der udføres grundige medicinske undersøgelser. Dette er nødvendigt for at udelukke, at symptomerne skyldes en anden sygdom. Ofte er der gået lang tid med mange forskellige og tidskrævende undersøgelser, før diagnosen bliver fastlagt.

For at lægen kan fastslå diagnosen dissociativ forstyrrelse, skal:

• Der ikke findes nogen fysisk forklaring på tegnene
• Tegnene skal tidsmæssigt være relateret til traumatiske begivenheder, problemer eller behov
• Tegnene må ikke være udtryk for en anden psykisk tilstand
• Fysiske sygdomme skal være udelukket
• Der ikke må være tale om en bevidst proces eller simulation

Hvorfor udvikler man dissociativ forstyrrelse?

Individer, der udvikler dissociativ sygdom, kan have mange forskellige årsager til sygdommen.

Nogle gange skyldes det alvorlige belastninger som omsorgssvigt, incest eller andre forhold i barndommen. For eksempel beskriver mange kvinder, der som børn har oplevet gentagne tilfælde af voldtægt fra nærtstående, hvordan de "lærer" at "forsvinde ud af kroppen" for at udholde det, de udsættes for. Som voksne kan denne "forsvinden ud af kroppen"-reaktion udløses af langt mindre belastninger. Denne reaktion ændrer sig derfor fra at have været en hensigtsmæssig forsvarsmekanisme mod en forfærdelig hændelse til at være en reaktion, der skaber problemer som voksen.

Generelt har den måde, vi lærer at håndtere stress og modgang på under opvæksten, betydning for udviklingen af dissociative forstyrrelser. Man kan således se de ovennævnte dissociative tegn hos unge med en fuldstændig normal opvækst. De unge kan "smitte" hinanden.

Det er derfor vigtigt at huske, at hvis man bliver udsat for tilstrækkelig alvorlig belastning, vil mange kunne udvikle dissociative tegn.

Er dissociative forstyrrelser arvelige?

Dissociative forstyrrelser har en kompleks psykologisk forklaring, hvilket gør arveligheden mere til et spørgsmål om opvækstmiljø end genetik.

Hvilken behandling findes der?

Det vigtigste er, at man opnår indsigt i symptomers natur og accepterer psykologisk behandling. Dette kan dog være udfordrende. Nogle har svært ved at acceptere, at deres skræmmende tegn ikke skyldes en fysisk sygdom.

Det er således vigtigt, at behandleren og personen har et godt samarbejde og en fælles forståelse af problemet, hvis man skal overvinde lidelsen.

De fleste, måske tre ud af fire, slipper af med tegnene med tiden. Det er nemmere at behandle sygdommen, hvis den korrekte diagnose stilles tidligt i sygdomsforløbet. Fejlagtig behandling med medicin eller kirurgi kan i sig selv forårsage skade og forsinke den korrekte behandling. Jo mere kronisk tilstanden bliver, jo vanskeligere bliver tilstanden at behandle.

Desuden er det også vigtigt at være opmærksom på, at for eksempel psykogene ikke-epileptiske kramper ofte forekommer hos personer, der også har ægte epilepsi.

Endelig skal det nævnes, at en vis portion ydmyghed er på sin plads. Læger kender ikke alle sygdomme og alle tegn. Og nogle gange vil sjældne sygdomme opstå med "tydeligt hysteriske" tegn og først senere vise sig at skyldes en fysisk sygdom.

Hvad kan jeg selv gøre?

Problemet kan være erkendt eller ej for den, der er berørt. Hvis der er betydelige gener forbundet med lidelserne, kan man søge hjælp hos en psykolog eller sin læge for en vurdering af yderligere undersøgelse og behandling.

Hvordan kan jeg undgå at udvikle eller forværre dissociative forstyrrelser?

Mange er bange for at blive anklaget for at forsøge at simulere sygdom. Det er afgørende, at både behandleren og personen er klar over, at dissociation ikke skyldes bevidste handlinger. Tegnene er et udtryk for en psykisk tilstand og ikke for den sygdom, som tegnene først gav anledning til mistanke om.

Selve anfaldene er både skræmmende og ubehagelige. Dette gælder især, hvis man er generet af voldsomme anfald. Det kan være en hjælp at tænke på, at tegnene er kroppens måde at sige fra på - nok er nok. Følelsesmæssige påvirkninger udvikler sig forskelligt hos alle. Nogle får hovedpine, nogle får ondt i maven. Andre oplever dissociative tegn som for eksempel kramper.

Når man anerkender, at det er uhensigtsmæssige underbevidste tankemønstre, der udløser dissociation, er man langt bedre forberedt på at blive fri for generne.

Dissociation udvikler sig på så mange forskellige måder, at det er svært at give en behandlingsplan, der er korrekt for alle. God behandling indebærer, at den syge sammen med terapeuten identificerer de udløsende faktorer og potentielle årsager til generne. Ofte skal en psykolog eller psykiater inddrages i denne proces. De er normalt de bedste til at behandle dissociative tilstande.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tre ud af fire slipper af med de dissociative tegn over tid. Heraf oplever én ud af fire tilbagefald. Børn har den bedste prognose.

Er dissociative forstyrrelser farlige?

Det er ikke pludseligt livstruende eller farligt for andre. Hvis lidelsen medfører unødvendige kirurgiske indgreb eller langvarig inaktivitet, er der af den grund en risiko.

Hvor hyppig er dissociativ forstyrrelse?

• 2-4 % af patienterne hos praktiserende læger har denne sygdom
• Risikoen for at udvikle en dissociativ forstyrrelse i løbet af livet er omkring 10 % i befolkningen, men markant højere i bestemte grupper. For eksempel har en undersøgelse fundet højere tal hos indlagte psykiatriske patienter. Ligeledes er der også en høj forekomst blandt mennesker med tegn fra hjerne og nervesystemet

Ønsker du at vide mere?