Er du i stand til at identificere talværdien?

Romertallene udgør et numerisk system, som opstod og udvikledes inden for det Romerske Imperium. Dette talsystem anvendte bogstaver som symboler for at repræsentere kvantitative værdier. Således blev for eksempel værdien ét noteret med tegnet I, fem med V, og ti med X. De enkelte bogstaver i dette system blev opbygget efter ligefremme forskrifter for at angive positive, hele heltal.

Romerske talmærker benytter et specifikt bogstavsymbol for hver potens af ti, strækkende sig op til tusind (1000):

• I = 1
• X = 10
• C = 100
• M = 1000

Tilsvarende er princippet gældende for de halve potenser af ti:

Disse syv bogstavtegn udgør den fundamentale basis for hele talsystemet. På baggrund af et fastlagt regelsæt blev de individuelle numeriske værdier konstrueret ved at placere bogstavsymbolerne i sekvens efter hinanden. Hvis et mindre ciffer placeres før et større, trækkes det fra; denne fremgangsmåde betegnes den subtraktive metode (således betyder IV lig med 5 minus 1, hvilket giver 4). Et mindre ciffer, der er skrevet efter et større, lægges derimod til; denne fremgangsmåde er kendt som den additive metode (eksempelvis VI, der er lig med 5 plus 1, hvilket resulterer i 6).

Dette medfører, at de enkelte numeriske værdier i princippet kan udtrykkes på adskillige måder; for eksempel kan værdien tre noteres som III (ved brug af den additive fremgangsmåde) eller potentielt IIV (anvendende den subtraktive fremgangsmåde).

Brugeren overgives dermed opgaven selv at beregne sig frem til tallets værdi, og denne proces kan gradvist blive mere udfordrende: VIII repræsenterer 8, LXXXI angiver 81, DCCCXV betyder 815, og MMMMMMMMCLII står for 8152.