UkuleleHanne: En nyfortolkning af danske hiphop-tekster

UkuleleHanne, også kendt som Hanne Katrine Rasmussen, frembringer melodiske genfortolkninger af visse danske hiphoppens sexistiske sangtekster. Hun offentliggør i denne uge EP'en »Den onde guffer«. Denne produktion er et resultat af et samarbejde med musikeren og kønsdebattøren Henrik Marstal, der postulerer, at kvindediskriminationen og hyldesten af vold mod kvinder inden for dansk hiphop har antaget en mere brutal og eksplicit form i nyere tid.

Når hun betræder scenen, bærer hun figursyede kjoler, ifører sig læbestift og benytter høje hæle. Hendes vokale præstation er karakteriseret ved en blød og feminin klang. Hvis UkuleleHanne, hvis borgerlige navn er Hanne Katrine Rasmussen, deltog i et talentprogram, ville bedømmerne utvivlsomt fremhæve hendes evne til at formidle en historie gennem musikken, idet hun udtaler sig klart og med dyb indlevelse, alt imens hun akkompagnerer sig selv på sin ukulele.

Såfremt man er uvidende om, hvad der forestår, kan hendes mundtlige ytringer virke overraskende. De lyder blandt andet således: »Hun lader sin fisse skrabe mod gulvet, og bruger den som gulvmoppe« samt: »Sug mig op fra slatten, kælling. Jeg er ikke en sladdertaske. Jeg vil tisse på dig, når du bader, og give dig skoldninger i skridtet.«

UkuleleHanne har således udvalgt det som sit specialområde at skabe sine helt egne, melodiske genindspilninger af sexistiske danske hiphop-lyrikker. I denne uge frigiver hun en EP med fire af disse fortolkninger. Disse omfatter Emil Stabils »Swimmingpool«, L.O.C. featuring Orgi-E's »Sl!k«, Odense Assholes' »Kælling, du ka' ik' køre bil« og Suspekts »Sut den op fra slap«.

»Dette projekt tog sin begyndelse i radioprogrammet »Sara & David på P3«, og den oprindelige intention var at skabe noget underholdende. Jeg havde ikke forudset, at dette ville udvikle sig til et omfattende kulturkritisk foretagende. Imidlertid, jo mere jeg fremførte disse sangtyper, desto tydeligere blev det, at de besad en særlig virkning, da publikum reagerede stærkt på dem,« forklarer Hanne Katrine Rasmussen.

Hendes publikum udtrykker ofte, at de aldrig har oplevet noget tilsvarende, og at de har vanskeligt ved at klassificere oplevelsen mentalt, da sangene ikke kun er behagelige at lytte til, men også kan fremkalde en følelse af dyb forlegenhed.

»Tilskuerne modtager noget andet, end hvad de forventer, hvilket motiverer dem til at tage stilling til det, de observerer. Størstedelen af reaktionerne er positive, men der er også blandede meninger. Når jeg fortolker teksterne, er de utroligt tydelige, og dette kan virke overvældende på folk,« konstaterer Hanne Katrine Rasmussen, der, groft sagt, inddeler sit publikum i tre kategorier:

»Nogle finder det ekstremt morsomt, når jeg, som kvinde, fremfører disse voldsomme, vulgære og ofte sexistiske sangtekster. Andre begynder straks at analysere dem og betragter dem som en fascinerende form for kulturkritik. Og så er der dem, som absolut ikke bryder sig om det, og for mit vedkommende er det afgørende, at de reflekterer over årsagerne til deres aversion mod det.«

Hanne Katrine Rasmussen har ingen ambition om at fremstå som belærende eller at diktere folks meninger om sangteksterne.

»Jeg er fuldt ud bevidst om problematikkerne i visse af disse lyrikker, men jeg anser det ikke for at være min opgave at forklare eksplicit, hvad folk skal tænke om dem. De må selv foretage deres egne analyser. Dog finder jeg det essentielt, at vi tager en samtale om den måde, vi kommunikerer om hinanden på,« udtaler Hanne Katrine Rasmussen.

Et af de musikalske værker, som hun fortolker på den nyligt udgivne EP, er, som tidligere nævnt, Odense Assholes' »Kælling, du ka' ik' køre bil«.

»De forsøgte ligeledes at engagere publikum i en dialog med musikken. Deres intention var at kritisere hiphop-miljøet ved at skabe grove og klichéfyldte sangtekster. Imidlertid tog publikum dem bogstaveligt, og til sidst var de nødt til at udsende en officiel afvisning, der klarlagde, at der var tale om en satire. Denne udvikling siger en hel del,« mener Hanne Katrine Rasmussen.

I forbindelse med udgivelsen har Hanne Katrine Rasmussen opnået tilladelse fra de respektive kunstnere til at fortolke deres værker.

»De har alle vist sig at være yderst positive og uventet åbne over for, at jeg bearbejder deres musik og præsenterer den i et noget andet perspektiv,« bemærker Hanne Katrine Rasmussen.

EP'en »Den onde guffer« er et resultat af et samarbejde med musikeren, produceren og kønsdebattøren Henrik Marstal. Da han observerede UkuleleHanne optræde for første gang i efteråret, var han overvældet af begejstring og foreslog øjeblikkeligt et samarbejde med henblik på at producere en udgivelse. Han betragter konceptet med disse coverversioner som et »intelligent kulturkritisk projekt« med et veldefineret formål.

»Mit synspunkt er, at det handler om at adressere spørgsmålet om, hvilken type musik vi egentlig lytter til og integrerer i vores dagligdag inden for den bredt accepterede kultur? På den ene side er mange af os enige om, at vi skal bekæmpe sexisme. På den anden side eksisterer der en hiphop-subkultur, hvor der skabes sange, der tjener som et forsøg på at bekræfte mænds ret til at dominere kvinder og udøve social kontrol over dem,« fremfører Henrik Marstal.

Han finder især den dobbelte natur, han observerer i projektet, fascinerende.

»Når man overværer Hanne på scenen, er det tydeligt, at hun nyder sangene og processen med at fremføre dem. Samtidig bliver det meget tydeligt, hvor grænsesøgende teksterne er, når de bliver leveret af en kvindelig stemme. Jeg mener, at dette skyldes, at vi i vores samfund er blevet opdraget til at acceptere, at mænd kan tale sådan til og om kvinder. Men når vi hører nøjagtig de samme formuleringer fra en kvinde, virker det fuldstændig forkert,« mener Henrik Marstal, der håber, at udgivelsen vil igangsætte en frugtbar diskussion.

Det er langt fra første gang, at danske hiphop-tekster bliver genstand for kritisk analyse, men Henrik Marstal håber, at brugen af musik som medie i denne sammenhæng - i modsætning til traditionelle kronikker eller andre mere gængse debatformer - kan have en afgørende effekt.

»Hannes originale tilgang til fortolkningen af sangene udgør et kraftfuldt kunstnerisk udsagn i sig selv. Det er ikke blot et indlæg, der har til formål at skabe debat,« siger Henrik Marstal, som mener, at de tidligere diskussioner ikke har haft den ønskede fremdrift:

»Tværtimod oplever jeg, at sexismen og glorificeringen af vold mod kvinder i dansk hiphop er blevet betydeligt mere rå og udtalt i de seneste år sammenlignet med tidligere perioder. Det store spørgsmål er naturligvis: Hvorfor udvikler det sig på denne måde? Tilfredsstiller den type tekster et behov? Eller er det visse institutioner som P3, pladeselskaber og de store festivaler, der har besluttet, at dette er det indhold, vi skal eksponeres for? Man kan selvfølgelig også anlægge et uskyldigt perspektiv og betragte teksterne som udtryk for unge mænds tanker om sex. Jeg finder dog denne uskyld problematisk, når den manifesterer sig i en så nedsættende form, som det er tilfældet her.«