Hvad kræves der for et foretræde
Få foretræde - mød og spørg et politisk udvalg
Hvad er et foretræde?
Et foretræde er en mulighed for at præsentere politikerne i Region Midtjylland for dine synspunkter omkring et specifikt emne. I Region Midtjylland er det muligt at få et foretræde for de særlige udvalg og for de stående udvalg.
Hvem kan få foretræde?
Foretræde kan gives til enkeltpersoner, som er bosiddende i Region Midtjylland samt interesseorganisationer, foreninger (op til fem personer) og lignende med tilknytning til eller interesse for Region Midtjyllands arbejdsområder.
Man kan ikke opnå foretræde i personsager eller emner, hvor ansatte i Region Midtjylland ønsker at drøfte deres personlige ansættelsesforhold.
Private virksomheder kan ikke få foretræde.
Hvilke emner kan man få foretræde ved?
Borgere kan få foretræde vedrørende emner, der står på det pågældende udvalgs dagsorden eller er inden for det specifikke udvalgs kompetencer. Man kan kun få foretræde én gang angående samme emne. Derfor kan man heller ikke få foretræde for to forskellige udvalg med samme emne.
Hvis et emne behandles flere gange i et politisk udvalg, skal man vælge, hvornår og for hvilket udvalg man ønsker foretræde.
Hvordan foregår et foretræde?
Foretræde finder normalt sted i begyndelsen af et møde. Der afsættes maksimalt 15 minutter, hvor borgeren/borgerne kan fremlægge deres synspunkter, og hvor politikerne kan stille spørgsmål.
Hvis der søges om foretræde om et emne, som ikke er på dagsordenen, kan foretrædet placeres i slutningen af mødet.
Efterfølgende får det pågældende udvalg mulighed for at stille uddybende og afklarende spørgsmål, og derved mulighed for dialog. Der vil ikke være tale om en debat, da formålet er, at udvalget skal høre borgerens/borgernes perspektiver. Hvis emnet er på dagsordenen til mødet, vil den politiske behandling af emnet finde sted efter foretrædet. De særlige og stående udvalg afholder lukkede møder, og det vil derfor ikke være muligt for borgeren/borgerne at overvære resten af mødet.
Hvis flere ønsker foretræde vedrørende samme emne, vil borgeren/borgerne som udgangspunkt blive inviteret sammen med de andre, der har ønsket foretræde. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at reducere tiden per foretræde, således at hver borger får kortere taletid.
Såfremt foretrædet har relation til en konkret del af regionens virksomhed, vil en relevant repræsentant fra koncernledelsen eventuelt også blive inviteret med til foretrædet.
Hvordan kan man få foretræde?
Fristen for at ansøge om foretræde er senest klokken dagen før selve mødedagen, hvis emnet er på dagsordenen. Er emnet ikke på dagsordenen, er fristen senest tre arbejdsdage før selve mødedagen.
For at få foretræde for et udvalg skal man kontakte Regionssekretariatet i Region Midtjylland på regionssekretariatet@ eller ved at ringe til vicedirektør Carsten Lind på telefon eller kontorchef Marianne Bengtson på telefon
Hvis der er spørgsmål, hjælper Regionssekretariatet gerne med at afklare dette, herunder hvilket udvalg, det er relevant at få foretræde for.
Sekretariatet sender en skriftlig bekræftelse på foretræde og informerer udvalget herom.
Udvalget kan i særlige tilfælde afslå ønsket om foretræde for udvalget. I så fald sender udvalgssekretæren en besked med en begrundelse for afslaget til den eller de personer, der ønsker foretræde. Udvalgsformanden orienterer i starten af udvalgsmødet om afslaget.