Hvor kvikt kan en høne bevæge sig

Kryb og fjerklædte fugle

Ved Hanne Lottrup

Flertallet af dem, der holder fjerkræ, vil på et tidspunkt opleve, at deres fugle får parasitter, så det er afgørende at have viden om deres livscyklus (hvor og hvordan de lever osv.) samt, hvordan vi kan forhindre og håndtere dette irriterende problem. Dette vedrører specifikt blodmider, lus, lopper og kalkbenmider.

Blodmider:
Der eksisterer primært to typer blodmider i Danmark. Den mest udbredte art gemmer sig størstedelen af tiden i sprækker og revner, især nær siddepinde, redekasser og lignende. Den anden type, som vi har observeret få tilfælde af i hobbybesætninger, er mest kendt fra USA, hvor den forårsager betydelige problemer i kommercielle produktionssystemer. Dens særpræg er, at den bliver siddende på hønsene det meste af tiden. Disse mider kan ses især omkring anus, og de kan forveksles med lus. Hvis hønsene bliver sløve, taber sig i vægt, deres ægproduktion falder, og de bliver blege, kan det være indikationer på blodmider. Et utvetydigt tegn er at føre et stykke hvidt stof under siddepinden; hvis det efterlader røde (blod) mærker, indikerer det tilstedeværelsen af blodmider.

Duemider:
Duemiden, kendt som Argas reflexus, er en stor, ægformet mide. Hunnen kan opnå en længde på over 1 cm og en bredde på mere end en halv centimeter. Duemidens yngste stadier, larverne, er derimod mindre end 1 mm lange. Samtlige stadier er blodsugende og ernærer sig af duer. Duemiden findes i Danmark, men er ikke særlig hyppig. Duemider trives i nærheden af tamduernes reder og kan optræde i stort antal i ældre dueslag. Imellem måltiderne - hvor de suger blod fra duerne - opholder miderne sig i sprækker og revner, maksimalt et par meter fra selve rederne. Når en duemide udklækkes fra ægget, er den mindre end 1 mm. Den opsøger straks en due eller en dueunge, klamrer sig fast til den og suger blod i 2-10 dage. Efter måltidet forlader den sin vært og gemmer sig i en sprække for at skifte hud. Denne proces gentages flere gange, indtil den udvikler sig til en kønsmoden hun eller han. Hannen indtager kun blod én gang årligt, mens hunnen, efter parringen, har brug for et blodmåltid for hvert hold æg, hun lægger. Hun lægger 20-70 æg ad gangen, og æggene klækker efter cirka en måned. Duemider kan leve i lang tid. Deres livscyklus varer normalt 2-3 år, men under kølige forhold kan individerne overleve uden føde i flere år. Bidene kan være smertefulde og forårsage hævelse og rødme. Duemider kan ikke overleve eller formere sig på menneskeblod i længere perioder.

Lus:
Der findes adskillige forskellige arter af lus, men da de alle befinder sig på dyrene konstant, er bekæmpelsen ensartet. Der er dog variation i, hvor stor skade de forårsager. Nogle irriterer hønsene let, mens andre gnaver i huden og skaber sår og irritation. Hvis dyrene er hårdt angrebet, kan der observeres store, flade sårplamager (orange-røde) på huden. Ved forsigtig manipulation af disse kan de begynde at bløde. Visse lus ødelægger fjerdragten, hvor de underliggende dun næsten helt forsvinder, og der opstår uregelmæssige hakker i fjerene.

Hvis der observeres hudirritation, potentielt med sår, dyrene er urolige, deres ægproduktion er lavere end normalt, de taber sig i vægt, mister fjer, eller fjerene ser matte ud, kan det indikere lus.

For ænder kan dette være kritisk, da de er afhængige af fjerdragten isoleringsevne for at opretholde kropsvarmen.

Lusene kan observeres med det blotte øje og sidder hyppigst nær anus, hvor de myldrer rundt. Så snart fjerene skilles, vil de forsøge at skjule sig. Ofte positionerer de sig dér, hvor fjerstammen fæster til huden. De er omkring 1 mm store og orange, og kan være en smule vanskelige at få øje på.

Hvis der sidder store, askelignende klumper på fjerene, er der tale om luseæg (se billede).

Lopper:

Hønselopper lever størstedelen af tiden i strøelsen eller rede materialet og er kun på hønsene i korte perioder for at suge blod. Man opdager dem typisk ved, at man selv eller ens børn bliver bidt på ankler eller underben. Biddet klør og minder meget om myggestik. Lopperne kan ikke overleve på mennesker.

Hvis du tager dine redekasser ud i lyset og hurtigt flytter rede materialet, vil du se de sorte, 2 mm store lopper springe væk. Hvis du fjerner dine høns helt, kan lopper stadig overleve i op til et år. Så snart de mærker, at der igen er dyr i omgivelserne, dukker de op. Hønselopper flytter ofte med ud i komposten og kan opholde sig der i lang tid, så det er bedre at brænde rede materialet.

Kalkbenmider:

Miderne bebor benene på hønsene. Her fremkalder de en kalkagtig udskillelse under skællene på hønsenes ben, hvilket får disse til at løfte sig. Hvis dette ikke behandles hurtigt, kan det blive yderst smertefuldt for dyret, og fødderne kan blive stive og deforme. Inden for en flok observeres det ofte, at det er den samme høne eller hane, der bliver angrebet, mens andre forbliver upåvirkede.

Forebyggelse:
Den mest effektive metode til at håndtere parasitter - og desuden alle andre problemer i hønsehus - er forebyggelse. Dette omfatter både rengøring inde i hønsehuset, i hønsegården, via foder og vand, samt ved introduktion af nye dyr.

En grundig rengøring af hønsehuset mindst én gang årligt er essentiel. Huset skal vaskes ned fra loft til gulv med en børste og brun sæbe. En efterfølgende afkalkning af væggene med hydratkalk/melkalk er yderst gavnlig og vil eliminere alle parasitter, da det virker desinficerende.

Bunddækket skal udskiftes fuldstændigt mindst én gang årligt. Et tyndere lag, der udskiftes hyppigt, er mest hygiejnisk. Det er anbefalelsesværdigt at drysse kalk ud over bunden, inden man tilføjer strøelsen.

Redekasser, der kan kogevaskes, er en god løsning. Ellers skal redekasserne ligeledes skrubbes, eventuelt afkalkes, og det gamle rede materiale skal fjernes. Det er desuden en god idé jævnligt at udskifte rede materialet og drysse bunden med et tyndt lag dolomitkalk.

Siddepinde bør skrubbes og efterfølgende smøres ind i olie, hvilket forhindrer miderne i at trænge ind. Vandtrug og foderskåle bør kogevaskes jævnligt, ellers vaskes de af med almindeligt opvaskemiddel.

Hvis muligt, er det ideelt, hvis hønsene kan færdes frit i haven eller på marken, så de undgår gentagen eksponering for de samme områder med potentielle parasitter. Hvis dette ikke er muligt, er det gavnligt at have tomgangsperioder, hvor hønsegårdene ikke benyttes i en periode. En årlig udskiftning af bunden i hønsegården, eller som minimum, en grundig gennemskovling af den hvert år, er ligeledes en god praksis.

For at forebygge kalkben er det fordelagtigt at pensle hønsenes ben med en fed olie, eller smøre dem med en fed creme, eventuelt vaseline.

En af de mest kritiske faktorer i forebyggelsen er hønsenes naturlige evne til at rense sig gennem et sandbad. Man behøver ikke nødvendigvis at anvende sand; tør jord er også en god mulighed, eller en kombination af begge. Det vigtigste er, at dyrene har et tørt sted året rundt, hvor de kan sandbade og rense sig. For at holde sandet tørt, bør det være overdækket, alternativt kan man tilbyde hønsene et hjørne inde i hønsehuset, hvor der er etableret en lille sandkasse til badning. Husk også at tilbyde din klukkende høne denne mulighed.

Selvom vi ikke kan dokumentere det direkte, har mange gode erfaringer med hvidløg i drikkevandet. Ligeledes benytter mange (åbner i nyt vindue) hønseguf, som ud over hvidløg indeholder rå løg m.m.

Ved introduktion af nye høns til flokken er det yderst hensigtsmæssigt at holde dem isoleret de første par dage og grundigt undersøge dem, før de sættes sammen med eksisterende høns.

Behandling:
Når vi desværre konstaterer, at vores dyr har parasitter, er det vores forpligtelse at behandle dem, da det, som tidligere nævnt, er yderst ubehageligt for dyrene og kan medføre alvorlige lidelser og misdannelser.

Vi skal dog overveje nøje, når vi vælger et middel til at bekæmpe parasitterne. Vi må huske, at vores fjerkræ er produktionsdyr i modsætning til hunde, katte, mink osv. Vi indtager kødet og æggene, så det er ikke ligegyldigt, hvad der sprøjtes med, da vi også får det ind i kroppen. Hvis du indtager dine egne æg og hønsekød gennem mange år, akkumuleres det til mange mikrogram pesticider, hvis potentielle påvirkning på os er ukendt.

Lus og lopper:

Kalkben:
Kalkben behandles ved at opløse hønens ben med en grundig omgang sæbevand, eventuelt brun sæbe eller spåner, tørre dem omhyggeligt og derefter påføre en fast og fedtholdig olie som f.eks. vaseline. Vaselinen danner en lufttæt hinde omkring kalkbenmiderne og forhindrer derved deres overlevelse og udvikling. Behandlingen gentages ugentligt, indtil tilstanden er forbedret.

Mange anbefaler at blande svovl/svovlpulver i vaselinen, som ligeledes kan købes hos Matas. Svovl er helt ugiftigt, og dets effektivitet tilskrives den kraftige lugt. Ofte er sæbe og madolie tilstrækkeligt, hvis der kun er tale om et begyndende angreb. Hvis der er mange dyr i hønsegården, kan det virke uoverskueligt at skulle indsmøre f.eks. 30 høns med vaseline ugentligt. I sådanne tilfælde anbefales det at spraye hønsenes ben og efterfølgende behandle med vaseline. De mest alvorligt angrebne kan få gentaget behandlingen en uge efter. På apoteket kan man finde et middel mod mider og lus kaldet NIX. Benene behandles med shampooen og en gammel tandbørste, tørres grundigt og smøres derefter ind i fedtstof. Dette gentages en uge senere.

Parasitter - af Helen Ørndorf

Mange af os må på et tidspunkt konstatere, at vores dyr mistrives og sandsynligvis har pådraget sig parasitter. Dette kan observeres ved:

De er oppustede De renser sig konstant bagtil Deres anus er fyldt med et hvidt, fedtet sekret Når fjerene ved halen skilles, kan man lige ane nogle små sorte "satansunger" pile af sted Der er noget rødt gnask på undersiden af siddepindene De undgår at sidde på pind om aftenen De lægger færre æg De forlader reden, selvom der kun mangler en uge til udrugning

Alle disse er tegn på parasitter. Hønsene og deres omgivelser kræver en behandling mod parasitter. Hønsene skal have en omhyggelig spray med et parasitbekæmpende middel. Dette skal gentages efter cirka en uge. Det er essentielt at forebygge, og det er hønsene selv bedst til. Konstruer en sandkasse (eventuelt brug børnenes gamle), fyld sand i, placer kassen et solrigt sted i læ for vinden, og lad hønsene selv klare opgaven. Omgivelserne skal ligeledes rengøres. På en solrig dag fjernes alt inventar fra hønsehuset, og der vaskes grundigt af. Desinficer huset og inventaret, og lad det tørre i solen, før det samles igen i hønsehuset. Hvis du har mulighed for at lade dine høns færdes frit, vil de finde planter og insekter, der kan afhjælpe parasitter. De indtager ganske enkelt ukrudt, der renser dem for parasitter. Det er den nemmeste løsning, men ikke mulig for os alle. Hvis du har adgang til en ubeplantet mark, så tag en spade med og grav nogle solide totter tørv op, og giv dem til hønsene. Jeg har oplevet dyr, der konstant blev angrebet. Jeg kunne rense dem, isolere dem, vaske dem og tro, at alt var i orden. En måned senere var situationen den samme igen. Jeg forstår ikke, hvorfor det kun var denne specifikke høne eller hane, der blev angrebet i flokken, og ikke de andre. Jeg tror, det kan skyldes, at disse individer har haft en svaghed. De har sandsynligvis smagt særligt tiltalende for lusene, miderne og lopperne. Kan det skyldes, at netop disse høns har været så kræsne, at de ikke har spist ukrudtsfrø og insekter? Det tror jeg. I dag anvender jeg øksen på den type høns. Parasitpulver og spray kan anskaffes hos f.eks. Hornsyld Købmands Gård, KFK, den lokale dyrlæge og den lokale dyrehandel.

Helle K. anvender følgende opskrift til forebyggende behandling mod parasitter hos høns: Tilbered en blanding af olie (f.eks. olivenolie), tørret timian, tørret oregano og tørret lavendel. Lad blandingen trække et døgn. Blandingen indeholder stort set det samme som drop-lop fra America. Gnid en passende mængde (1 teskefuld) af dette middel, som kryb og kravl afskyr, grundigt ind i hønsenes fjerdragt.