Kan indtag af oksekød medføre smerter i håndleddene?

Hvad indebærer urinsyregigt? 

Urinsyre, som er det endelige produkt af kroppens metabolisme, genereres i organismen gennem den almindelige henfald af legemets celler, samt under fordøjelsen af det fødeindtag, vi indtager. Denne syre elimineres efterfølgende gennem nyrefunktionen.

Når der opstår en øget koncentration af urinsyre i blodbanen, kan dette stof transformeres til urinsyrekrystaller. Disse krystallinske aflejringer deponeres hyppigt i ledbrusken, især omkring en ledforbindelse. Såfremt urinsyrekrystaller trænger ind i selve leddet, vil en inflammatorisk reaktion (inflammation) udvikles. Dette vil uundgåeligt føre til et urinsyregigtudbrud, hvor den berørte ledforbindelse bliver svulmet op, får forhøjet temperatur, bliver rødligt og føles yderst smertefuldt. Ubehaget, der opleves, er typisk intensivt voldsomt. 

Det mandlige køn oplever mere frekvent øgede urinsyreniveauer i blodstrømmen sammenlignet med det kvindelige, hvor det primært observeres efter overgangsalderen. Forekomsten af forhøjet urinsyre tiltager markant i takt med den stigende alder. Endvidere observeres øgede urinsyreværdier oftere hos individer med type 2 diabetes, der lider af overvægt, og som har forhøjede lipidniveauer i kredsløbet (herunder kolesterol og triglycerid).

Den grundlæggende forklaring på forøgede urinsyreniveauer antages at være en reduceret eliminering gennem nyresystemet. Visse lægemiddeltyper, såsom diuretika og hypertensionspræparater, har potentiale til at forhøje urinsyrekoncentrationen og derved udløse et anfald.

Det var engang antaget, at visse kostemner kunne forårsage en stigning i urinsyreniveauet. Adskillige nyere studier indikerer imidlertid, at en forhøjet urinsyrekoncentration ikke primært stammer fra forbrug af specifikke fødevarer.

Urinsyregigt er endvidere kendt under forskellige betegnelser, herunder Podagra, Kaptajn Voms sygdom samt krystalgigt.

Hvilke kendetegn ses ved urinsyregigt?

En enkelt ledforbindelse kan udvise ømhed, opsvulmen og rødligfarvning. Visse individer vil ligeledes opleve feber som en del af billedet. Hyppigt debuterer det akutte udbrud uventet i de sene nattetimer, altså "sniger det sig ind ubemærket", hvorved man pludselig bliver vækket af det intense ubehag.

I over halvtreds procent af de akutte tilfælde er det hallux'en (storetåen), som bliver berørt, et fænomen der betegnes som podagra. Dog kan ligeledes andre ledforbindelser som ankelleddet, knæleddet og albueleddet også påvirkes.

Teoretisk set kan samtlige af kroppens led blive affekteret, men ved sygdommens initiale manifestation er det sædvanligvis blot ét led, der bliver påvirket. Jævnligt opstår der yderligere udbrud, og efter at have oplevet flere på hinanden følgende episoder kan sygdomsforløbet progrediere til en mere kronisk præget fase, karakteriseret ved inflammation i adskillige led simultant.

Hvad skal man være særligt opmærksom på af tegn?

Med de ovenfor nævnte tegn som rødlighed, ødem, lokaliseret varme, intense smertefornemmelser og muligvis ledsaget af feber, kan det være vanskeligt at differentiere mellem en bakteriel infektion i et led og et gigtanfald forårsaget af urinsyre.

Ved konstatering af hævelse af leddet, rødme og smerter skal man konsekvent kontakte en lægekyndig. Det er afgørende, at en eventuel infektion medicineres omgående. Derfor, hvis usikkerhed opstår, hvilket ofte er almindeligt ved den første episode med et urinsyregigtudbrud, er det tilrådeligt at opsøge medicinsk hjælp uden forsinkelse.

Hvordan fastslås den medicinske diagnose?

Anamnesen sammenholdt med de kliniske observationer under den medicinske evaluering er sædvanligvis karakteristiske. I langt de fleste situationer opstår det pludselige udbrud i storetåleddet, dog kan andre ledforbindelser også blive påvirket. Hos visse individer konstateres inflammation i adskillige led samtidigt.

Et overvejende flertal af patienter vil opleve, at der forekommer gentagne udbrud. Kontrært til tidligere praksis rådes der nu til, at profylaktisk terapi iværksættes allerede straks efter den initiale episode af urinsyregigt.

Under et udbrud observeres der hos flertallet et forhøjet niveau af urinsyre i blodprøver. Imidlertid kan diagnosen ikke fastslås udelukkende på basis af en isoleret blodprøveanalyse af urinsyrekoncentrationen.

Diagnosen urinsyregigt kan bekræftes ved at identificere tilstedeværelsen af uratkrystaller i en ledvæskeprøve fra det afficerede led. En specialist i reumatologi (en reumatolog) er i stand til at aspirere ledvæske fra leddet med en fin kanyle for efterfølgende at analysere den under et specielt polariseringsmikroskop.

I tilfælde af karakteristiske udbrud, især hos individer diagnosticeret med podagra, kan den medicinske diagnose dog også fastsættes uden behov for en ledvæskeanalyse.

Hvad er årsagerne til udviklingen af urinsyregigt?

Det antages, at den primære årsag til urinsyregigt i ni ud af ti situationer kan tilskrives en mangelfuld eliminering af urinsyre via nyresystemet. Hyppigst stammer denne reducerede renaludskillelse fra en medfødt genetisk disposition. For andre individer kan den utilstrækkelige eliminering dog skyldes en forringet nyrefunktionsevne eller hypertension.

Forøgede urinsyreværdier i blodet konstateres hyppigere hos mænd end hos kvinder, hvor det for sidstnævntes vedkommende næsten udelukkende optræder post-menopausalt.

Frekvensen af forhøjede urinsyreniveauer accelererer med alderen. Desuden forekommer forhøjet urinsyre mere jævnligt blandt individer med type 2 diabetes, overvægt og forhøjede lipidkoncentrationer i blodbanen (herunder kolesterol og triglycerid).

Yderligere lidelser har indflydelse

Yderligere vedvarende lidelser kan ligeledes forårsage udviklingen af urinsyregigt, eksempelvis hudsygdommen psoriasis. I tilfælde af maligne lidelser, og især i sammenhæng med den tilhørende terapi (kemobehandling og stråleterapi), observeres en forøget frekvens af urinsyregigtanfald. For de nævnte lidelser udspringer udbruddet af en forstærket katabolisme og metabolisering af legemets væv (især de proteinholdige strukturer).

Er urinsyregigt smitsomt?

Nej, denne tilstand er ikke overførbar.

Har urinsyregigt en arvelig komponent?

En vis genetisk prædisposition er associeret med sygdommen, og dette udgør et felt under vedvarende videnskabelig udforskning. 

På hvilken måde håndteres urinsyregigt terapeutisk?

Behandling af akutte anfald

Under et urinsyregigtudbrud kan man anvende analgetika, der samtidig modvirker den inflammatoriske reaktion (inflammationen). Typisk anvendes de kendte NSAID-præparater, f.eks. ibuprofen, naproxen eller colchicin. Behandlingen kan kompletteres med smertestillende medicin i skikkelse af Panodil, eventuelt også morfinpræparater. Grundet potentialet for uønskede effekter er NSAID-præparater dog mindre passende for patienter med kardiovaskulære lidelser, disposition for ulcus pepticum samt ældre patienter.

I visse situationer kan den behandlende læge beslutte at anvende behandling med binyrebarkhormon. Både Colchicin og binyrebarkhormon (såsom prednisolon), samt morfin, er lægemidler, der kræver recept. Terapi med disse præparater bør derfor udføres under vejledning af din egen læge.

Profylaktisk terapi

Allopurinol udgør en oral medicin, der effektivt reducerer niveauet af urinsyre i blodet. Når urinsyren når et niveau lavere end 0,36 mmol/L, dissolveres uratkrystallerne i de periartikulære områder, og dannelsen af nye aflejringer forhindres. Ved at holde urinsyren i blodet på et kontinuerligt lavt niveau, undgås recidiverende urinsyregigtudbrud.

Såfremt man ophører med medicinen, vil udbruddene typisk vende tilbage. Skulle Allopurinol mangle virkning, eller hvis behandlingen ikke kan tolereres, er alternative lægemidler tilgængelige, der ligeledes reducerer koncentrationen af urinsyre i blodet.

Med henblik på at beskytte renal funktionen er det ligeledes essentielt at få reguleret sit blodtryk, såfremt det er forhøjet.

Hvilke egenindsatser kan jeg foretage?

Adskillige studier indikerer, at en specifik diætplan mod urinsyregigt ikke udviser nogen betydelig virkning med henblik på at forhindre urinsyregigtanfald.

I tilfælde af urinsyregigt er der en forhøjet sandsynlighed for at udvikle hypertension, diabetes samt kardiovaskulære lidelser. Af den årsag tilrådes en overordnet sund livsstil, hvilket indbefatter følgende:

• Et komplet rygestop er anbefalelsesværdigt.
• Reduktion af kropsvægt i tilfælde af overvægt er fordelagtigt.
• Regelmæssig fysisk udfoldelse.
• En kostomlægning med et øget indtag af grøntsager, magert kød og fisk.
• Moderation af alkoholforbrug, især øl, samt undgåelse af sukkerholdige læskedrikke og frugtbaserede drikkevarer.

Hvilken progression har sygdommen?

Et flertal af individer, som oplever en episode med urinsyregigt, vil uundgåeligt få flere anfald. Af denne årsag tilrådes profylaktisk medicinering allerede straks efter det initiale udbrud. Gennem forebyggende behandling reduceres urinsyreniveauet, og ved opretholdelse af et niveau under 0,36 mmol/L udvikles ingen nye urinsyregigtudbrud.

Uden adækvat behandling kan sygdommen resultere i akkumulering af urataflejringer i huden, kendt som tofi, for eksempelvis på ørerne, på dorsalfladen af tæer eller fingre, eller i den olecranale region (bagsiden af albuerne). 

En accelereret renal udskillelse af urinsyre kan ligeledes bidrage til dannelse af nefrolitiasis (nyresten). Dette fænomen kan i sin tur forårsage episoder af ureterkolik.

Udviser urinsyregigt fare?

Nej, dog kan en ekstremt forhøjet urinsyrekoncentration i blodbanen resultere i, at nefrolitiasis udvikles.

Hvor frekvent forekommer urinsyregigt?

• Cirka en vis procentdel af befolkningen lider af urinsyregigt.
• I fortiden blev denne sygdom benævnt "de riges sygdom", men den stigende økonomiske velstand i befolkningen i sin helhed inden for vores region har imidlertid modificeret dette perceptionsgrundlag.
• Incidensen af nye tilfælde er på vej opad, formodentlig på grund af en aldrende demografi i befolkningen.
• Urinsyregigt er ekstremt usædvanligt blandt kvinder i den fertile alder.
• Hvis man besidder normale serumniveauer for urinsyre, er sandsynligheden for at udvikle urinsyregigt i løbet af de kommende femårsperiode temmelig minimal; det er dog på ingen måde samtlige individer med hyperurikæmi, der vil opleve urinsyregigt.

Ønsker du yderligere information?